Socialminister Benedikte Kiær (K) sætter nu Brønderslev Kommune, hvor otte børn i februar blev tvangsfjernet fra deres forældre efter groft omsorgssvigt, og tre andre kommuner med lignende sager under skærpet tilsyn. Det sker, efter at Ankestyrelsen i en rapport har konkluderet, at de pågældende kommuner ikke har overholdt lovgivningen. Benedikte Kiær siger, at der er sket fejl i behandlingen af sagerne, og mangler dokumentation. Lektor på Aalborg Universitet Karin Kildedal forklarer, at Brønderslev Kommune ifølge Ankestyrelsens rapport blandt andet ikke har sørget for på en kvalificeret måde at tale med de involverede børn, hvilket er noget, som der er lagt stor vægt på i lovens bestemmelser.