En million kroner kan redde infralydsramte

  • Henrik Møller

Presse/medie

Beskrivelse

En gruppe forskere kan redde de mennesker, der dagligt er plaget af en meget dyb tone, som ganske få mennesker er i stand til at opfatte. Forskernes eneste problem er, at de mangler omkring en million kroner til en undersøgelse om infralyd. På Aalborg Universitets afdeling for akustik sidder professor Henrik Møller. Han er overbevist om, at problemerne for de "infralydsramte" kan løses, hvis man finder ud af hvilke toner (frekvenser), som generer folk. - Hvis man finder frekvenserne, kan man med måleinstrumenter pejle sig frem til de støjkilder, som er årsag til lydene. Derefter har man alskens muligheder for at gøre noget ved problemerne, fortæller Henrik Møller. Undersøgelsen var tæt på at blive gennemført tilbage i 1996. Sundhedsstyrelsen tog initiativ til at nedsætte en gruppe af forskere med forstand på hørelse og teknik - blandt andet læger, audiologer og ingeniører. Gruppen lavede et forskningsprogram, men nåede aldrig at komme i gang. Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen kunne ikke blive enige om, hvor pengene skulle komme fra. Derfor blev undersøgelsen aldrig gennemført. - Vi vil gerne lave undersøgelsen, hvis myndighederne beder os om det. Men der er nogen, som skal betale, siger Henrik Møller. Det er uvist hvor mange mennesker, der er plaget af de dybe infralydstoner. Men selvom det skulle vise sig at være få, er der ingen grund til ikke at hjælpe de mennesker, som er ramt, mener professor Henrik Møller. - Både virksomheder og de folk som er ramt, er som regel villige til at betale for at fjerne årsagen til støjen. Men de ved ikke, hvad de skal fjerne eller ændre på. Lavfrekvent støj og infralyd er et af de støjproblemer, som en konferencen i disse dage tager op. Udover infralyd diskutere et udvalg af eksperter og almindelige danskere støj i blandt andet opvæksten, på veje, på arbejdet og i privatlivet.
Periode12 maj 2000

Mediedækning

1

Mediedækning

  • TitelEn million kroner kan redde infralydsramte
    Mediets navn/udløbRitzaus Bureau
    Dato12/05/2000
    PersonerHenrik Møller