Naturofre. Silkeborg raser over at få tvunget en motorvej ind i byen, mens resten af landet fryder sig over, at Gudenådalen slap. Med den løsning er ingenting som før, og snart kan det ske for alle os andre.
Motorvejen opfører sig ikke længere klassisk. Den vil noget andet end før, nærmest det modsatte. Hvor den fra begyndelsen i 1940erne og frem slyngede sig gennem landets smukkeste landskaber for at behage bilisten og skiftevis åbne til storslåede panoramaer og skovbryn, læhegn og gravhøje, bliver den nu lagt ind i byen, så vi kan kvæles i vores egen larm og lugt, mens naturen hviler i fred derude, så ren og uberørt af mennesker som menneskeligt muligt. En enkelt vandrer, en enkelt jæger, en enkelt statsminister i kano på Gudenåen, ellers stilhed. Med regeringens overraskende valg af lokalitet til en ny stump motorvej helt inde ved og i Silkeborg er alting forandret. Den skulle have ligget uden for byen og krydset Gudenådalen, hvis den havde fulgt traditionen i dansk motorvejshistorie: at skåne mennesker og glæde bilister. Odderen, damflagermusen og den grønne kølleguldsmed får fred. Det gør tusindvis af silkeborgensere ikke. De får bilen ind i byen, deres lokale skov smadret og byen delt i to. »Den løsning går jo helt klart ud over flere mennesker. Man prioriterer naturen langt højere end mennesker her og har ikke gjort noget lignende i nyere tid,« siger Henrik Harder Hovgesen fra Institut for samfundsudvikling og planlægning, Aalborg Universitet.