En ny aftale om etablering af en Cityring tvinger Ørestadsselskabet til at åbne sig for offentligheden, hvilket glæder to af Ørestadsselskabets kritikere, professor ved Aalborg Universitet, Bent Flyvbjerg, og professor Otto Anker Nielsen fra Center for Trafik og Transport på DTU. 'Det er positivt, at der nu bliver åbenhed omkring selskabet. Hvordan det så konkret kommer til at virke, er ikke til at sige', siger Bent Flyvbjerg. Gennem flere år har han efterlyst større åbenhed om ledelsens beslutninger i forbindelse med metroens første etaper og påpeger, at Ørestadsselskabets ledelse systematisk har hemmeligholdt vigtige informationer for offentligheden.