Professor Joachim Danckert fra Aalborg Universitet har netop skrevet en doktorafhandling, selv om han allerede har en ph.d. grad og har været professor på Aalborg Universitet i mere end 20 år. Doktorafhandlingen, der handler om at bukke, bøje, trække og trykke i metal, giver ikke adgang til flere forskningspenge eller højere løn. 'Men det var en personlig tilfredsstillelse - kald det bare et egoflip - at få en rød tråd igennem så mange års forskning', forklarer Joachim Danckert. Han påpeger de nye anvendelsesområder for den grundlæggende forskning, f.eks. biologiske processer, knoglebrud og injektioner af medicin i muskler.