En posedame fra Kolding kan nu se sit liv udstillet på internetportalen Facebook. Danske medier kunne i går berette, at den gruppe, som siden december har lagt billeder ud af hende og skrevet historier om hende, er blevet lukket, men nu har en anden og stort set tilsvarende gruppe gjort nøjagtigt det samme. Ifølge Thomas Ploug, adjunkt ved Aalborg Universitet i København, illustrerer de to Facebook-grupper nogle af de problemer, der karakteriserer sociale netværk på internettet.- Privatliv handler om, at vi som mennesker har en vis suverænitet i forhold til, hvordan vores liv skal formes. Men når folk, som det er tilfældet her, lægger helt private oplysninger ud til almen skue, begynder de at rode med deres suverænitet, siger Ploug, som ikke tror, at Facebook-brugerne forstår alvoren i deres handlinger.