”Nu fortæller du præcist, hvad du ved! Ellers kommer kommisær Beck til at booke et rum på skadestuen, for der kommer du snart hen.”

Flere vil formentlig få et lille smil på læben ved tanken om ”Gunvald”, der som en af hovedrollerne i krimiserien Beck , ikke just ”sover med regelbogen under hovedpuden”.

Vi danskere labber nemlig svensk tv i os. Og på både sendefladerne og i streaming-arkiverne behøver man ikke lede længe for at finde et skud ”Arne Dahl,” ”Johan Falk” eller ”Wallander”. Forklaringen går mere end et halvt århundrede tilbage, da de nordiske medier valgte at styrke hinanden og udveksle erfaringer og kompetencer gennem samarbejdet i ”Nordvision”.

”Det blev skabt i en idealforestilling om, at vi med en udveksling af public service kunne bidrage til at fastholde en fællesnordisk kultur. På den måde har vi historisk været meget vant til at se tv-produkter fra de andre nordiske lande og samarbejde om produktionen af disse; ikke mindst i kraft af den fælles pulje der støtter nordiske produktioner,” fortæller Kim Toft Hansen, lektor ved Aalborg Universitet og forsker i blandt andet nordisk tv-drama.

Svenskere i drama-førertrøjen
Således har skuespillere, kamerafolk, instruktører og produktionsmedarbejdere arbejdet på tværs af de nordiske grænser og skabt tv-produktioner, som på mange måder skabte identifikation og genkendelighed i både Danmark, Sverige, Norge og Finland. Men stadig er det især de svenske tv-produktioner, som flest kender navnene på.

”Forklaringen er både kvantitativ og kvalitativ. Svenskerne har historisk produceret mere tv-drama end både Danmark og Norge tilsammen. Samtidig var de meget tidligt ude i forhold til at udlicitere deres tv-produktioner og fik på den måde før Danmark etableret en super velsmurt privat tv-branche, der helt sikkert har været med til at løfte kvaliteten. Jeg ser det som en væsentlig forandring af nordisk tv-drama i  midten af halvfemserne, da Beck over to omgange blev omsat til film og tv,” forklarer Kim Toft Hansen.