• PostadresseVis på kort

    Kroghstræde 7

    9220 Aalborg Øst

    Danmark

Organisationsprofil

Organisationsprofil

Forskningsgruppen fokuserer på mental sårbarhed i det danske samfund, de sårbarhedsskabende faktorer i det moderne samfund og de offentlige tilbud der kan forebygge, afhjælpe og rehabilitere sårbare livssituationer. Der er et særligt fokus på den sociale situation for mennesker med alvorlige og specielle fysiske og mentale handicap og den sociale rehabiliterende indsats der retter sig mod disse borgere.

Forskningsgruppen tager udgangspunkt i og deltager i udviklingen af handicapforskningen i Danmark såvel som internationalt. Forskningsgruppen arbejder primært ud fra et sociologisk/kultursociologisk perspektiv som fokuserer på samspillet mellem borgernes hverdagsliv, de sociale krav de stilles overfor, den professionelle støtte og de rehabiliteringstilbud de får stillet til rådighed.

FORSKNINGSPROFIL

’Stemmer kortet overens med terrænet’? er et spørgsmål vi kan stille os selv, når vi navigerer, forsøger at finde vej eller farer vild. Det er samtidig en glimrende metafor for det problem mennesker har når de fungerer kognitivt anderledes end andre mennesker. Dette gælder især for mennesker med kognitive problemer knyttet til demens, autisme, ADHD, udviklingshæmning, traumatiske hjerneskader og skizofreni. Det er samtidig en udmærket metafor for en central problemstilling i socialt arbejde. Stemmer ’kortet’ af metoder, pædagogik, handleanvisninger, diagnoser og indsatser overens med det sociale landskab/terræn de søger at beskrive, begribe og intervenere i? Hvordan konstrueres ’kortet’ og dermed også menneskesynet i socialt arbejde? Afspejler ’kortet’ styringslogikker, politiske rationaler og ideologier eller en adækvat viden om de livsverdener, virkeligheder og sammenhænge som socialt arbejde rettes mod? Gruppen beskæftiger sig med, hvordan ’kortet’ i socialt arbejde kan konstrueres på måder, der afspejler brugere og professionelles hverdag og virkelighed. Forskningsområdet beskæftiger sig med skiftende problemforståelser og viden, der har defineret socialt arbejdes udvikling, indhold og funktion og dermed relationen mellem socialarbejder og mennesker i udsatte og sårbare positioner, opstået i forbindelse med forskellige former for nedsat funktionsevne/handicap. Gruppen lægger samtidig vægt på sårbare gruppers vilkår i samfundet, sårbarheds- og ulighedsskabende mekanismer, anerkendelsesbetingelser og kontakt med de sociale tilbud. En del af forskningsgruppens arbejde har særligt fokus på samspillet mellem samfundsmæssige forandringsprocesser og fremkomsten af nye typer af sociale og psykiske problemer. Den teoretiserer og undersøger empirisk, hvordan samfundet, socialpolitikken og det sociale og behandlingsmæssige arbejde kan medvirke til at generere psykisk sårbarhed og nye sociale og emotionelle opdelinger mellem mennesker. En anden del af forskningsgruppens arbejde har særligt fokus på det samspil der udvikles i det rehabiliterende sociale arbejde hvor brugere og professionelle mødes, og hvor skiftende paradigmer og diskurser gør sig gældende i det professionelle arbejdes fysiske rammer såvel som pædagogiske principper. Samtidig beskæftiger gruppen sig med alle niveauer i problemforståelsen og styringen af den sociale indsats på feltet; fra brugernes livssammenhænge og vilkår til samspillet mellem samfundsmæssige og institutionelle forandringsprocesser og fremkomsten af nye typer af sociale og psykiske problemer. Og fra samspillet mellem frontmedarbejdere og brugere over de professionelle til de overordnede socialpolitiske og samfundsmæssige rammer for indsatsen. Gruppen beskæftiger sig med metoder, metodeudvikling og praksisforskning, såvel som diskurser inden for sagsbehandling, socialpædagogik, rådgivning og behandling. Gruppen tilstræber en fortsat udvikling af teoretiske begreber, modeller og metoder, som kan styrke forskning, uddannelse og praksis på området. Konkret har dette ført til udvikling af metoder til konflikthåndtering, narrative analysemetoder og ledelsesprincipper indenfor botilbud for mennesker med kognitive funktionsproblemer.

Fingerprint

Fingerprint er automatisk genererede koncepter, som relaterer til enhedens profil, samt indholdet i de tilknyttede personprofiler. Det opdateres løbende med tilføjelsen af nye registreringer.

Samarbejde i de sidste fem år

Klik på punkterne for at se detaljerne.