Årets forfatter ved Aalborg Universitetsforlag

Pris: Priser, stipendier, udnævnelser

Kim Toft Hansen (Modtager)

På baggrund af udgivelsen Mord og metafysik - det absolutte, det guddommelige og det overnaturlige udnævnes jeg af Forlagets repræsentantskab til Årets forfatter.



Forlagets indstilling: "Årets forfatter 2012 er i år en forfatter, hvis bog avisjournalisterne har sværmet om – og stadig sværmer om – her godt 9 måneder efter at den udkom. Faktisk har din bog MORD OG METAFYSIK - Det absolutte, det guddommelige og det overnaturlige i krimien en været en af de mest omtalte og anmeldte forskningsudgivelser blandt forlagets seneste publikationer. I en tid hvor krimiens popularitet topper, kommer din bog vel nærmest som kaldet. Du har skrevet den helt rigtige bog på det helt rigtige tidspunkt. Den originale vinkling på den skandinaviske krimilitteratur har i den grad vakt interessen hos de danske og skandinaviske anmeldere: ”Det et sandt pionerarbejde, Kim Toft Hansen har udført og som vil trække spor i de litteraturteoretiske arenaer” – for at citere én ud af de utallige perler – her et citat fra anmelderen Frank Egholm. Tilmed anses Mord og metafysik for at være den eneste monografi om den skandinaviske krimi med netop den vinkel, som du anlægger. Givetvis er det også svaret på bibliotekernes iver efter at få bogen på hylden, godt støttet op af al den fantastisk positive omtale, som er fulgt i kølvandet på udgivelsen. Men – det kommer jo ikke af sig selv. Èt er at skrive en bog med en højst original problemstilling. Noget andet er at komme ”ud af busken” og få budskabet ud. Du har nemlig vist et sjældent initiativ, engagement og imødekommenhed overfor den interesse, som medierne har vist. Således er det blevet til adskillelige avisinterviews, radiointerviews, anmeldelser, foredrag bl.a. på Krimimessen i Horsens, selvfølgelig – men også derude, hvor kragerne vender (Gimsing kirkemenighed) har du draget af sted til, med en hel kasse bøger under armen. Og nu står et ph.d. forsvar også for døren. Al den energi og det engagement, du lægger i at gøre omverdenen opmærksom på bogen har båret frugt. Og det er ikke mindst også til stor gavn for forlaget. Det er forlaget meget taknemlig for. Ikke mindst er udgivelsen af Mord og metafysik et fornemt og overbevisende startskud på forlagets ambitiøse serie ”Studier i krimi og kriminaljournalistik”, som på sigt vil rumme i alt 6 krimibøger – alle med rod i krimiforsk-gruppen, som du har en stærk tilknytning til. Endelig skal det her til sidst nævnes, at vi her på forlaget har nydt det samarbejde, vi har haft med dig omkring Mord og metafysik, og før den: også udgivelserne "Kulturtrafik” og ”Fingeraftryk”, hvor du har været medredaktør. Vi har gennem hele forløbet oplevet, at der har været en rigtig god kommunikation og en oprigtig interesse fra din side i at få et godt og effektivt forløb – ikke kun op til bogudgivelsen, men så sandelig også efterfølgende. Så med disse ord vil forlaget gerne sige tak til dig Kim for et godt og spændende samarbejde omkring bogen og til lykke med titlen som Årets Forfatter."
Tildelingsdato9 nov. 2012
Tildelende organisationerAalborg Universitetsforlag
ID: 248835924