Danmark i balance – regional dynamik og ulighed

Projektdetaljer

Beskrivelse

Ulige regional udvikling vækker stigende interesse i mange lande, både i forskning og politik. Frem for at se udviklingen som uundgåelig, fokuserer projektet mere åbent på samspillet mellem tre dynamikker: Erhvervsudvikling, bosætning og institutionsudvikling. De følges ikke altid ad, og det sidste er ikke altid effekt af det første. Projektet sigter mod en dybere forståelse af hver enkelt af disse drivkræfter, af deres samspil, og af kausale sammenhænge.
Temaet om erhvervsudvikling analyserer geografiske forskelle i virksomheders vækstmuligheder på grundlag af registerdata koblet med surveydata samt kvalitative interviews. Hvad betyder lokale ressourcer? Hvad betyder deltagelse i netværk? Kan der tiltrækkes arbejdskraft? Og bosætter de sig i området?
Temaet om bosætning baseres på register- og surveydata af fastboende, fraflyttere og tilflyttere, der belyser motiver og barrierer. Vi ved, at unge flytter efter uddannelse. Men hvad tiltrækker dem, der flytter til(bage) – og hvad afholder dem? Drejer det sig om, at folk foretrækker at bo i storbyer? Hvad betyder pendling, borgernær service og et varieret arbejdsmarked, ikke mindst for kvinder?
Temaet om institutionsudvikling og regionalpolitik ser både på den ”synlige” og ”usynlige” regi-onalpolitik – forstået som sideeffekter af reformer, der påvirker placeringen af institutioner. Er der samlet set sket et brud til ugunst for trængte områder – og i givet fald hvordan og hvorfor?
Temaerne griber altså ind i hinanden. Det adresseres også under nogle tværgående emner, herunder Menneskelige ressourcer (forbindelsen mellem virksomheders adgang til arbejdskraft, familiers bosætningsønsker og institutioners placering). Et andet emne er Civilsamfund og netværk (bl.a. betydningen af faktorer som iværksætterholdninger, lokale netværk og kultur).
Projektet er forskningsmæssigt innovativt ved sit fokus på samspillet mellem drivkræfter. Sigtet er at tilvejebringe solid viden, der også kan informere politiske indsatser.
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato02/10/201731/03/2022

FN's verdensmål

I 2015 blev FN-landene enige om 17 verdensmål til at bekæmpe fattigdom, beskytte planeten og sikre velstand for alle. Dette projekt bidrager til følgende verdensmål:

  • Verdensmål 9 - Industri, innovation og infrastruktur
  • Verdensmål 10 - Mindre ulighed

Fingerprint

Udforsk forskningsemnerne, som dette projekt berører. Disse etiketter er oprettet på grundlag af de underliggende bevillinger/legater. Sammen danner de et unikt fingerprint.