Beskrivelse

Projektet har til formål at indsamle den viden, der er udviklet indenfor ZEB og sætte denne i relation til udviklingen af energioptimerede bygninger, som er kendetegnet ved høj arkitektonisk kvalitet (funktionelt, rumligt, materialemæssigt), et godt indeklima og lavt energiforbrug. Projektet vil således specielt fokusere på, hvorledes resultater udviklet gennem ZEB kan kombineres med den kendsgerning, at de ønskede arkitektonisk udtryk og overvejelser vedrørende beboeropførsel, indeklima, komfort og produktivitet vil have betydningsfuld indvirkning på de optimale designløsninger. Projektet vil resultere i udformning af guidelines til udvikling af energineutrale byggekoncepter til nye konstruktioner og renoveringer som inspiration for fremtidige demonstrationsprojekter.

Med udgangspunkt i den integrerede designproces (IDP) skitserer projektet hvorledes udviklingen af et energineutralt byggeri (nybyggeri/renovering) kan angribes, hvilke aspekter/faktorer der skal tages højde for, strategier der bør implementeres, samt hvornår i processen beslutning omkring disse forhold m.m. skal tages. Som udgangspunkt søges bygningen optimeret mest muligt gennem passive tiltag (orientering, proportioner, rumplan, materialevalg, m.m.) Dernæst optimeres bygningen yderligere gennem brug af aktive teknologier. Bl.a. integreres nogle af de intelligente teknologier, der er udviklet i ZEB, både i bygnings-skala og som en del af det samlede energiforsyningssystem. Herunder vil der bl.a. blive lagt vægt på at finde den optimale balance mellem energibesparelser og vedvarende energiproduktion i bygningen i samspil med energiforsyningssystemet, således de samlede ressourcer udnyttes bedst muligt.

Ud fra den tese, at fremtidens energioptimerede bygninger skal udvikles gennem tværfagligt samarbejde, vil udviklingen af guidelines udviklet i dette projekt trække på viden fra centerets øvrige deltagere – som dækker ingeniører, arkitekter, sociologer og parter fra byggesektoren.

Det er desuden formålet med dette projekt, at gøre resultaterne udviklet i ZEB brugbare i praksis. Således har dette projekt ligeledes til formål at formidle ZEB’s resultater i en struktureret form, evt. i form af en pjece, rettet specifikt mod praktiserende rådgivere.
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/02/201225/07/2014

Aktiviteter

Publikationer

ID: 214645622