Externalization and border-induced displacement. A critical assessment of the European borderscapes

Dette projekt giver en omfattende kritisk vurdering af EU's politik med at eksternalisere grænsekontrol til Nordafrika. Første kapitel vurderer argumentet om, at EU's eksternalisering letter solidariteten mellem stater og indvandrere. Der argumenteres imidlertid for, at Dublin-systemet i stedet indleder en internationale byrdefordelings-slagsmål, der fører til at europæiske og afrikanske stater indfører restriktive grænsekontrolpolitikker for at parere ansvaret for asylansøgere. Det andet kapitel vurderer argumentet om, at eksternalisering sikrer autonomi ved at skabe beskyttelse for migranter andetsteds end i Europa. Der argumenteres imidlertid for, at den europæiske eksport af kontrol og detention til Libyen fra 1980'erne til 2011 indikerer, at eksternalisering i stedet har skaber domino-effekter af restriktivitet og brud på non-refoulement princippet. Tredje kapitel vurderes argumentet for den nationalliberal politik overfor uledsagede asylbørn. Det indvendes at den danske liberale nationalistiske politik over for asylbørn frem til 2011 i stigende grad har været ude af stand til at skabe balance mellem humanitære og nationalistiske værdier, og at asylsøgende børn i Danmark og Europa lidt af dobbelt usynlighed. Det fjerde kapitel undersøger privatiseret grænsekontrol ved et fokus på industrier for kontrol-udøvelse og kontrol-infrastrukturer, og G4S og Finmeccanica bruges som cases. Der argumenteres for at en neoliberalisering af grænsekontrollen har skabt et fremvoksende marked for grænsekontrol, og at dette har været afgørende for den europæiske politik med at eksternalisere til Libyen. Militariseringen og eksternaliseringen af ​​Europas grænsekontrol er således også motiveret af et europæisk ønske om at sikre eksportmarkederne for sin militærindustri, støttet af de internationale banker og statsdrevne økonomier. Endelig behandler kapitel 5, at EU's grænseoverskridende system fungerer som et tværnational kredsløb med en infrastruktur, der er afhængig af pengestrømme, personale, udstyr og information. Systemets humanitære konsekvenser opfattes begrebsmæssigt som ”grænseskabt fordrivelse”, det vil sige en cirkulation af allerede-fordrevne mennesker skabt af migrationskontrolregimer. Jeg hævder, at den nuværende europæiske grænsekontrol ikke blot fungerer som en fæstning, men også som et decentraliseret styringssystem der forskyder både det humanitære og sikkerhedspolitiske ansvar mellem stater.