Sprogpolitik over for ikke-indfødte sproglige minoriteter efter 1945:En sammenligning mellem Storbritannien og Danmark

  • Hovelsø, Jens Peter (Projektdeltager)

    Projektdetaljer

    Beskrivelse

    Ph.d.-projekt. Modersmålsundervisningen for børn af udenlandske forældre og indvandrere er et tilbagevendende tema i den offentlige debat i Danmark, i langt højere grad end i Storbritannien, hvor de offentlige skoler ikke tilbyder undervisning i fx dansk til børn af danske forældre, der for kortere eller længere tid har slået sig ned i Storbritannien. Denne forskel er interessant af mange grunde, ikke mindst fordi det daværende EF allerede i 1977 udsendte rådsdirektiv nr 77/486 om skolegang for børn af migrantarbejdere, hvori det i artikel 3 hedder: "Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer og i samarbejde med hjemlandene egnede foranstaltninger med henblik på, samordnet med den normale undervisning, at fremme undervisningen i modersmålet og i hjemlandets kultur for de i artikel 1 omhandlede børn." (De "omhandlede børn" er defineret som børn af EF/EU borgere med ophold i et andet EF/EU land). Blandt andet med udgangspunkt i forskellene i implementeringen af rådsdirektivet er formålet at: - kortlægge de faktorer, der er bestemmende for udformningen af sprogpolitikken (eksemplificeret ved modersmålsundervisningen) over for ikke-indfødte mindretal i hhv Storbritannien og Danmark, og derigennem - undersøge årsagerne til forskellene mht sprogpolitikken over for ikke-indfødte sproglige mindretal i de to lande. Teoretisk støtter projektet sig til forskning inden for sprogteori (bilingvalisme, etnolingvistik, sociolingvistik), kulturanalyse og immigrationspsykologi - et tværfagligt perspektiv, der gerne skulle bidrage til at afdække samspillet mellem den politiske beslutningsproces og de kulturelle påvirkningsfaktorer, der er bestemmende for de to landes sprogpolitik i modersmålsproblematikken. I sin empiriske tilgang fokuserer projektet på forholdet mellem den officielle politiks programerklæringer, de relevante samfundsinstitutioners håndtering af denne politik, den offentlige (herunder politiske og forskningsmæssige) diskurs inden for området i de to lande, og holdningerne i relevante interessegrupper. (Jens Peter Hovelsø)
    StatusIgangværende
    Effektiv start/slut dato19/05/2010 → …