At begribe kroppen: Om socialepidemiologi, livsstil og kausalitetstænkning i det 19. og 20. århundrede

I krydsfeltet mellem neoliberalismens entreprenørånd og den epidemiologiske kausalitetstænkning er kroppen i det sen-moderne samfund blevet en af de fornemmeste markører for individets selvforhold, etik og moral. Gennem den symbolske læsning af kroppen mener eksperter såvel som menigmand at kunne udsige sandheder om individets livsførelse, risikoforvaltning, moral, selvrespekt og ikke mindst selvdisciplin. Men hvordan kom vi til punktet, hvor krop, sygdom og sundhed blev den entydige manifestation af livsstil og forvaltningen af individuelle livsprojekter? I dette bidrag vil nogle få brudstykker af denne udviklings (danske) historie blive ridset op. Relationen mellem krop, kultur og klasse har gennem godt og vel 150 år været genstand for epidemiologisk forskning. Kendetegnende for denne produktion af viden er, at den på et meget fundamentalt niveau formulerer skiftende (og ofte modsatrettede) teorier om både individets og samfundets ontologi samt relationen her imellem. Bidraget vil fokusere på udviklingen i den sundhedsvidenskabelige herunder særligt epidemiologiske tænkning og denne udviklings relation til en række af de intellektuelle strømninger og politisk-økonomiske strukturer, der har været af afgørende betydning for måden, hvorpå kroppen afkodes i det senmoderne. Svarene søges gennem en kulturhistorisk analyse af socialepidemiologiens etablering og udvikling i Danmark fra midten af 1800-tallet samt gennem udviklingen af den nært beslægtede risiko-epidemiologi i 1950’erne med særligt fokus på opkomsten af sundhedsadfærds- og livsstilsbegrebets indtræden i socialepidemiologien i 1970’erne.