Criminal man, eller Lombroso revisited: Wittgensteins og Philip Kerrs filosofiske undersøgelser

Philip Kerr genopliver i sin roman A Philosophical Investigation (1994) Cesara Lombrosos biologiske determinisme for kriminologi. Lombroso fandt i slutningen af det 19. århundrede frem til en række fysignomiske særkender for den kriminelle, som nu kunne kendes på ydre kendetegn – den medfødte kriminelle kunne kendes på kropsform og bar således sin kriminalistiske skæbne i kødet. Nogle udviklinger i kriminologien i det tidlige 20. århundrede – særligt i mellemkrigstidens Weimartyskland – satte store spørgsmålstegn ved denne måde at tænke på (selvom denne tænkning også fandt sin mere radikale udformning under Anden Verdenskrigs racebiologi). Herefter har dette forhold mellem biologisk determinisme og kriminalitet været farlig grund at bevæge sig ud på. Derfor er Philip Kerr også nødt til at placere sin krimiroman i et mødepunkt med sci-fi-genren for at kunne finde et sted at filosofere over forholdet mellem genteknologi og kriminalitet: I den nære fremtid finder forskere ud af, at mænd med en særlig gendefekt har stor sandsynlighed for at blive kriminelle – og derfor oprettes et DNA-kartotek over personer med denne defekt. Kriminalitetsraterne er på dette tidspunkt skyhøje, men politiet har her et fremragende hjælpemiddel til at nedkøle de potentielle gerningsmænd – indtil en person med netop denne defekt hacker sig ind i det skjulte system, hvorefter han begynder at myrde disse potentielle kriminelle. Drømmen om det rene samfund og drømmen om den kriminelles visuelle, kødelige kendetegn smuldrer, mens morderen – der selv har kodenavnet Wittgenstein – forsøger at bevise en central filosofisk pointe: Han identificerer tilsyneladende med sit kodenavn – og Philip Kerrs roman er derfor ikke kun en kritisk stillingtagen til den biologiske determinisme. Den er også en filosofisk undersøgelse, der følger Wittgensteins egen filosofiske udvikling og kritik af andre filosofier. Artiklen her viser, hvordan den biologiske determinisme kritiseres, samtidig med at Wittgensteins tidlige og sene filosofi kobles i en fælles dialektik.