Dialogiske forældresamtaler: alle vil jo gerne inddrages?

Jørgen Bloch-Poulsen

    Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportBogForskningpeer review

    9749 Downloads (Pure)

    Abstract

    Dialogiske forældresamtaler – alle vil jo gerne inddrages? handler om, hvordan man kan skabe et om muligt endnu bedre samarbejde mellem forældre og pædagoger i daginstitutioner. Bogen viser, at det kan ske i form af dialogiske forældresamtaler. Her sætter forældre og pædagoger sig sammen og formulerer handleplaner for børnene. Tidligere blev de formuleret af pædagogerne, og så fik forældrene dem ofte som en besked i kontaktbogen. Nu bliver forældrene inddraget i den udstrækning, det passer dem: hvad kan de især ønske sig, at der skal satses på for deres barn det kommende halve år? Og hvordan kan pædagoger og forældre sammen arbejde på at realisere de ønsker?

    Bogen præsenterer en model for dialogiske forældresamtaler lavet i Oasen, Hørning. Vi håber, at den kan være til inspiration i andre daginstitutioner, måske også på skoleområdet og i andre sammenhænge, hvor inddragelse af flere relevante parter kunne bidrage til bedre løsninger og resultater.

    Formålet med dialogiske forældresamtaler er, at børnene kan få en bedre trivsel, fordi de kan opleve bedre sammenhæng mellem deres liv hjemme og i institutionen; at forældrene kan opleve sig taget alvorligt, fordi deres viden om børnene kan bringes i spil; og at pædagogerne kan opleve, at de og forældrene trækker på samme hammel. Både forældre og pædagoger er eksperter. Begge parter har noget at bidrage med. Dialogen mellem dem beror på en forestilling om, at man sammen kan være klogere end den enkelte part. Det er dog nemmere sagt end gjort. Det bliver også klart gennem bogens mange udskrifter fra samtaler og interviews. Hvad gør man f.eks., hvis forældre og pædagoger mener noget forskelligt?

    Modellen er blevet til gennem et års samarbejde mellem en gruppe specialpædagoger fra Oasen i Hørning (Anett Tolstrup, Anne Væver, Malene Fogh Jensen, Mette Eskesen, Yrsa Gamborg), en udviklingskonsulent fra SOSU-skolen i Silkeborg (Jørgen Ørnskov) og en aktionsforsker fra Aalborg Universitet, Cph (Jørgen Bloch-Poulsen). Bogen beskriver også udfordringerne med at inddrage forældrene i at skabe modellen: skulle de være forsøgskaniner i pædagogernes model eller medudviklere af modellen? Endelig beskriver bogen udfordringerne i samarbejdet mellem pædagoger, udviklingskonsulent og aktionsforsker. Lykkedes det os at skabe en reel dialog, hvor vi lagde hjernerne i blød sammen og anerkendte hinandens forskellige viden?

    Grundtanken i bogen er således “Man skal jo lære, at alle har noget at bidrage med”, som det blev formuleret af en leder på Danfoss i et andet aktionsforskningsprojekt.

    Bogen, en flyer, en introduktion og en video kan downloades gratis fra:
    http://forlag.aau.dk/Shop/andre/antologier-og-monografier/default/aspx
    OriginalsprogDansk
    UdgivelsesstedAalborg
    ForlagAalborg Universitetsforlag
    Antal sider170
    ISBN (Elektronisk)978-87-7112-071-4
    StatusUdgivet - 16 jan. 2013
    NavnSerie om Lærings-, forandrings- og organisationsudviklingsprocesser/Series in Transformational Studies
    Nummer2
    ISSN2245-7569

    Citationsformater