Former for ability: Hvilke betydninger tillægges en ADHD-diagnose i forhold til selvforståelse, intersubjektive og institutionelle positioner?

Publikation: ForskningPh.d.-afhandling

Abstrakt

Resume

FORMER FOR ABILITY

Hvilke betydninger tillægges en ADHD-diagnose i forhold til selvforståelse,intersubjektive og institutionelle positioner?

Med denne afhandling har jeg ønsket at synliggøre, hvordan voksne med ADHD selv skaber mening med diagnosen, og hvilke betydninger og anvendelsesmuligheder, de ser for det liv, de lever. Min ambition har været at give respondenterne en aktiv placering i de aktuelle diskussioner om og forskningsperspektiver på diagnosen ADHD.

Afhandlingens titel dækker over en teoretisk, metodisk og analytisk vandring, som grundlæggende har haft til formål at undersøge, forstå og perspektivere, hvordan en diagnose som ADHD fyldes med betydning og anvendes meningsfuldt af respondenterne. Denne viden skabes på baggrund af kvalitative narrativt inspirerede interview med unge og voksne, som alle er diagnosticeret med ADHD. De unge har haft diagnosen længere tid end de voksne.

Afhandlingens analyser trækker på forskellige teoretiske perspektiver, som hver især har en særlig anvendelighed i forhold til dele af det empiriske materiale. Især trækkes der på Foucault og diskursbegrebet, Goffman og rolle analyser, og forskellige teorier om kategorisering og mobiliserende kontekster samt intersektionalitet.

Udgangspunktet var et ønske om af forstå, hvordan det giver mening, at respondenter selv opsøger en ADHD-diagnose. Hvordan anvender de diagnosen i det daglige liv, og hvilke betydninger tillægger de den?

Analysen er operationaliseret i tre led, hvor det respondenterne diagnosen i konstruktioner af selvforståelser", er analyseret interaktionistisk i et intersektionalitetsperspektiv. Her er anvendt kontekst og samhandlingsorden som analysegenerende begreber, og det konkluderes, at diagnosen anvendes som knudepunkt i en sammenbinding af fortid og nutid og som mulighedsskabende for fremtiden. En rekonstruktion af selvforståelser, som flytter fokus fra en ubegrundet afvigelse fra det almindelige til en begrundet anderledeshed. Diagnosen anvendes som adgangsgivende til en kategori, hvor det skal understreges, at respondenterne ikke "køber" hele den pakke, der hører til kategorien og de koblede kategorier. Der lægges afstand til traditionelle forståelser af handicap og funktionsnedsættelse i respondenternes fortællinger. Diagnosen bruges til at konstruere alternative historier. Alternative historier er fortællinger, der adskiller sig fra de hoveddiskurser, der kan ses som normalitetsekskluderende markører, fordi de hævder, at de diagnosticerede enten ikke kan eller ikke vil indløse de almindelige samfundsmæssige krav.

De alternative historier er også de beretninger, hvor respondenterne beskriver, hvad der skal til for realistisk at kunne tage en plads på arbejdsmarkedet og bidrage med det, de kan. ADHD anvendes som kategori, men i en kompleks betydning, hvor ADHD som diagnose anvendes som overskrift, men indholdet defineres og beskrives af respondenterne selv.

ADHD anvendes subjektivt med forskellig betydning i komplekse mønstre, der inddrager såvel alder, køn som social forankring. ADHD anvendes som forklaring på nederlag, men også som mulighedsbetingelse. ADHD opsøges som kategori, fordi den er tilgængelig, har en første led: "Hvordan forstår og anvender 265 eller flere bytteværdier, og fordi den har den nødvendige fleksibilitet i de generelle karakteristika (kernesymptomer). Det gør det muligt for respondenterne at skabe deres egne lokale og personlige fortolkninger af diagnosens betydningsmønstre i en given tid, alder og position.

Næste led respondenterne forstår og anvender diagnosen i forhold til betydningsfulde andre. Fokus skifter her fra individets selvforståelse (interaktionistisk forstået) til, hvordan respondenterne anvender diagnosen sammen med og i forhold til betydningsfulde andre. Den intersubjektive dimension er i fokus, og det konkluderes, at ADHD anvendt som diskurs er stærk og uigennemtrængelig og sætter sig igennem som egenskabsforståelse. Alt, hvad der foregår intersubjektivt mellem respondenterne og omverdenen, farves og beskrives gennem denne diskurs. Det er umuligt for respondenterne at fastholde et kritisk blik på omgivelser, samfund og mulighedsrum. Alle betydningsfulde svigt, overgreb, savn, sorg og glæder forklares, fortolkes og udvikles gennem en ADHD-diskurs, hvor de tænker, at det er dem selv og deres adfærd, der er skyld i alle vanskeligheder. Deres liv, deres intersubjektive relationer og deres syn på dem selv kan kun forandres ved, at de selv forandrer sig, og den primære kilde til forandring er medicinering. Medicin øger muligheden for selvindsigt og adfærdsregulering og skaber basis for indlæring af ritualer, der fungerer som sociale dørtrin i enhver social samhandling. Samtidig fastholder respondenterne dog krav til omgivelserne om hensyn og særlige kommunikationsformer.

Jeg konkluderer, at medicin ikke fjerner symptomerne, men til en vis grad dæmper dem, og på den måde bliver både respondenter og deres intersubjektive arenaer "snydt" af medicinering, fordi medicin ikke i sig selv fjerner problematisk adfærd set i en samhandlingsorden.

De komplekse forståelser af sig selv, som analysen af den subjektive dimension frembragte, herunder den diskrete modstand mod en traditionel kategorisering, er stort set fraværende i den intersubjektive dimension. Her er omdrejningspunktet flyttet fra den individuelle forståelse af sig selv i en interaktionistisk kontekst til den intersubjektive relation til respondenterne som individer. Subjektiveringsprocesser skaber forskellige former for subjektiveringer afhængig af kontekst, konstruktion af fortællinger, arenaer og deltagere, herunder othering som en proces.

Det er valgt som institutionelt udtryk. Her analyseres, hvordan respondenterne ser sig selv i forhold til arbejdsmarked og uddannelse, og hvordan de betydningsfylder diagnosen i denne sammenhæng. Her sker der også en vis form for sammensmeltning af de foregående analytiske resultater. Det bliver tydeligt, at respondenterne i deres selvforståelser konstruerer meget differentierede og komplekse billeder af dem selv, og samtidig konstruerer de fortællinger, krav og ønsker til, hvordan omverdenen skal interagere på særlige vilkår med dem. I den sammenhæng anvendes en mere stereotyp betydning af ADHD-diagnosen. Når disse to analytiske resultater anvendes som byggesten i en analyse af, hvordan respondenterne skaber fortællinger om deres forhold til arbejdsmarkedet, viser der sig to modsatrettede tendenser. Respondenterne har på den ene side en massiv tilknytning til arbejde som værdiorientering, mens de på den anden side gennem ADHD konstruerer vanskeligheder og konflikter i et omfang, som kræver, at arbejde og arbejdsplads skaber særlige betingelser, hvis en position her skal være mulig. På denne baggrund udvikles begrebet analytisk funderet på 5 komponenter, der er anvendt til at gribe de komplekse fortællinger, respondenterne har i forhold til arbejdsmarkedet. Herved kan respondenternes fortællinger adskilles i mindre enheder, der gør det muligt at se, hvordan de individuelle konstruktioner er skabt og anvendes i analysen er den intersubjektive position, hvor analysen tager afsæt i, hvordan sidste led af analysen sætter fokus på den institutionelle dimension, hvor arbejdsmarkedetability. Begrebet er ved at anvende hvordan de voksne respondenter, der er sent diagnosticeret, og de unge respondenter, der er tidligere diagnosticeret, subjektiverer sig i forhold til arbejdsmarkedet. Det skal ses som udtryk for, hvilke diskurser og positioner der er tilgængelige på et givet tidspunkt, hvilket er afhængigt af alder og diagnosetidspunkt, og denne sammenhæng danner en effektiv måde at kortlægge differentierede ressourcemønstre i forhold til ADHD på.

ADHD anvendes kort sagt af de voksne som en form for bytteværdi i det sociale system, og af de unge som et vilkår, der skal håndteres. Det gør også en forskel, hvordan arbejdsmarkedet betragtes, hvilket kobler sig sammen med alder og erfaringer. De unge ser arbejdsmarkedet som et middel til at blive voksne, hvilket giver arbejde og uddannelse en attraktiv værdi. De voksne respondenter ser arbejde som et samfundsmæssigt krav, der kan være svært at honorere på den rigtige måde, men også som et absolut kriterium for inklusion i en normalitetskategori ability som analytisk begreb, kan jeg konkludere, at der er stor forskel på.

Ability til formål at synliggøre og differentiere ressourcer som modforestilling til præfabrikerede forestillinger om diagnosens betydning selv giver to vidt forskellige tilgange og perspektiver på det sociale arbejdes fundering, parallelt til empowermentbegrebets etymologi.

De analytiske resultater fra alle tre dimensioner samt udviklingen af afsæt for en kobling mellem afhandlingen og det sociale arbejdes praksis. Denne kobling foretages på to måder. Dels gennem eksempler fra respondenternes ønsker til fremtiden, herunder forestillinger om det sociale arbejdes bidrag, dels gennem eksempler på konstruktioner fra interviewsituationerne. På denne baggrund skabes der billeder af, hvor det især kræver udvikling i det sociale arbejde, hvis der skal skabes konstruktive og produktive møder mellem system og ADHD-borger i fremtiden. Samtidigt afdækkes, hvor det især er påkrævet at gennemføre yderligere forskning i feltet, som sociologisk set er sparsomt udforsket.

Afhandlingens afgørende konklusioner bidrager til at sætte en ADHD-diagnose til diskussion gennem et kritisk analytisk blik og aktørbårne fortællinger om et ADHD-dagligliv. Her diskuteres forståelse af ADHD, anvendelse af diagnosen og perspektiver ved at fokusere på differentiering, betydninger og en multiple ressourcebetragtning i forbindelse med ADHD.

Der kan kort sagt ikke siges noget entydigt om forståelse og anvendelse af en ADHDdiagnose. Den kan bedst beskrives som en flydende betegner, der meningsfyldes forskelligt i forskellige dimensioner, subjektivt, intersubjektivt og institutionelt. Disse differentierede udtryksformer kan bedst forstås gennem forskellige teoretiske perspektiver og gennem et anvendelsesorienteret fokus. Diagnosen ADHD kan fungere som en ekskluderende inklusion, som legitimerer en anderledeshed, der gennem medicinering kan inkluderes i de "normale" standarder. Men ADHD kan også fungere som inkluderede eksklusion, hvor det inkluderende betyder at finde sammen med andre, der også har diagnosen, mens det ekskluderende skal ses som en forstærkning af "dem og os"-retorikken.

Luk

Detaljer

Resume

FORMER FOR ABILITY

Hvilke betydninger tillægges en ADHD-diagnose i forhold til selvforståelse,intersubjektive og institutionelle positioner?

Med denne afhandling har jeg ønsket at synliggøre, hvordan voksne med ADHD selv skaber mening med diagnosen, og hvilke betydninger og anvendelsesmuligheder, de ser for det liv, de lever. Min ambition har været at give respondenterne en aktiv placering i de aktuelle diskussioner om og forskningsperspektiver på diagnosen ADHD.

Afhandlingens titel dækker over en teoretisk, metodisk og analytisk vandring, som grundlæggende har haft til formål at undersøge, forstå og perspektivere, hvordan en diagnose som ADHD fyldes med betydning og anvendes meningsfuldt af respondenterne. Denne viden skabes på baggrund af kvalitative narrativt inspirerede interview med unge og voksne, som alle er diagnosticeret med ADHD. De unge har haft diagnosen længere tid end de voksne.

Afhandlingens analyser trækker på forskellige teoretiske perspektiver, som hver især har en særlig anvendelighed i forhold til dele af det empiriske materiale. Især trækkes der på Foucault og diskursbegrebet, Goffman og rolle analyser, og forskellige teorier om kategorisering og mobiliserende kontekster samt intersektionalitet.

Udgangspunktet var et ønske om af forstå, hvordan det giver mening, at respondenter selv opsøger en ADHD-diagnose. Hvordan anvender de diagnosen i det daglige liv, og hvilke betydninger tillægger de den?

Analysen er operationaliseret i tre led, hvor det respondenterne diagnosen i konstruktioner af selvforståelser", er analyseret interaktionistisk i et intersektionalitetsperspektiv. Her er anvendt kontekst og samhandlingsorden som analysegenerende begreber, og det konkluderes, at diagnosen anvendes som knudepunkt i en sammenbinding af fortid og nutid og som mulighedsskabende for fremtiden. En rekonstruktion af selvforståelser, som flytter fokus fra en ubegrundet afvigelse fra det almindelige til en begrundet anderledeshed. Diagnosen anvendes som adgangsgivende til en kategori, hvor det skal understreges, at respondenterne ikke "køber" hele den pakke, der hører til kategorien og de koblede kategorier. Der lægges afstand til traditionelle forståelser af handicap og funktionsnedsættelse i respondenternes fortællinger. Diagnosen bruges til at konstruere alternative historier. Alternative historier er fortællinger, der adskiller sig fra de hoveddiskurser, der kan ses som normalitetsekskluderende markører, fordi de hævder, at de diagnosticerede enten ikke kan eller ikke vil indløse de almindelige samfundsmæssige krav.

De alternative historier er også de beretninger, hvor respondenterne beskriver, hvad der skal til for realistisk at kunne tage en plads på arbejdsmarkedet og bidrage med det, de kan. ADHD anvendes som kategori, men i en kompleks betydning, hvor ADHD som diagnose anvendes som overskrift, men indholdet defineres og beskrives af respondenterne selv.

ADHD anvendes subjektivt med forskellig betydning i komplekse mønstre, der inddrager såvel alder, køn som social forankring. ADHD anvendes som forklaring på nederlag, men også som mulighedsbetingelse. ADHD opsøges som kategori, fordi den er tilgængelig, har en første led: "Hvordan forstår og anvender 265 eller flere bytteværdier, og fordi den har den nødvendige fleksibilitet i de generelle karakteristika (kernesymptomer). Det gør det muligt for respondenterne at skabe deres egne lokale og personlige fortolkninger af diagnosens betydningsmønstre i en given tid, alder og position.

Næste led respondenterne forstår og anvender diagnosen i forhold til betydningsfulde andre. Fokus skifter her fra individets selvforståelse (interaktionistisk forstået) til, hvordan respondenterne anvender diagnosen sammen med og i forhold til betydningsfulde andre. Den intersubjektive dimension er i fokus, og det konkluderes, at ADHD anvendt som diskurs er stærk og uigennemtrængelig og sætter sig igennem som egenskabsforståelse. Alt, hvad der foregår intersubjektivt mellem respondenterne og omverdenen, farves og beskrives gennem denne diskurs. Det er umuligt for respondenterne at fastholde et kritisk blik på omgivelser, samfund og mulighedsrum. Alle betydningsfulde svigt, overgreb, savn, sorg og glæder forklares, fortolkes og udvikles gennem en ADHD-diskurs, hvor de tænker, at det er dem selv og deres adfærd, der er skyld i alle vanskeligheder. Deres liv, deres intersubjektive relationer og deres syn på dem selv kan kun forandres ved, at de selv forandrer sig, og den primære kilde til forandring er medicinering. Medicin øger muligheden for selvindsigt og adfærdsregulering og skaber basis for indlæring af ritualer, der fungerer som sociale dørtrin i enhver social samhandling. Samtidig fastholder respondenterne dog krav til omgivelserne om hensyn og særlige kommunikationsformer.

Jeg konkluderer, at medicin ikke fjerner symptomerne, men til en vis grad dæmper dem, og på den måde bliver både respondenter og deres intersubjektive arenaer "snydt" af medicinering, fordi medicin ikke i sig selv fjerner problematisk adfærd set i en samhandlingsorden.

De komplekse forståelser af sig selv, som analysen af den subjektive dimension frembragte, herunder den diskrete modstand mod en traditionel kategorisering, er stort set fraværende i den intersubjektive dimension. Her er omdrejningspunktet flyttet fra den individuelle forståelse af sig selv i en interaktionistisk kontekst til den intersubjektive relation til respondenterne som individer. Subjektiveringsprocesser skaber forskellige former for subjektiveringer afhængig af kontekst, konstruktion af fortællinger, arenaer og deltagere, herunder othering som en proces.

Det er valgt som institutionelt udtryk. Her analyseres, hvordan respondenterne ser sig selv i forhold til arbejdsmarked og uddannelse, og hvordan de betydningsfylder diagnosen i denne sammenhæng. Her sker der også en vis form for sammensmeltning af de foregående analytiske resultater. Det bliver tydeligt, at respondenterne i deres selvforståelser konstruerer meget differentierede og komplekse billeder af dem selv, og samtidig konstruerer de fortællinger, krav og ønsker til, hvordan omverdenen skal interagere på særlige vilkår med dem. I den sammenhæng anvendes en mere stereotyp betydning af ADHD-diagnosen. Når disse to analytiske resultater anvendes som byggesten i en analyse af, hvordan respondenterne skaber fortællinger om deres forhold til arbejdsmarkedet, viser der sig to modsatrettede tendenser. Respondenterne har på den ene side en massiv tilknytning til arbejde som værdiorientering, mens de på den anden side gennem ADHD konstruerer vanskeligheder og konflikter i et omfang, som kræver, at arbejde og arbejdsplads skaber særlige betingelser, hvis en position her skal være mulig. På denne baggrund udvikles begrebet analytisk funderet på 5 komponenter, der er anvendt til at gribe de komplekse fortællinger, respondenterne har i forhold til arbejdsmarkedet. Herved kan respondenternes fortællinger adskilles i mindre enheder, der gør det muligt at se, hvordan de individuelle konstruktioner er skabt og anvendes i analysen er den intersubjektive position, hvor analysen tager afsæt i, hvordan sidste led af analysen sætter fokus på den institutionelle dimension, hvor arbejdsmarkedetability. Begrebet er ved at anvende hvordan de voksne respondenter, der er sent diagnosticeret, og de unge respondenter, der er tidligere diagnosticeret, subjektiverer sig i forhold til arbejdsmarkedet. Det skal ses som udtryk for, hvilke diskurser og positioner der er tilgængelige på et givet tidspunkt, hvilket er afhængigt af alder og diagnosetidspunkt, og denne sammenhæng danner en effektiv måde at kortlægge differentierede ressourcemønstre i forhold til ADHD på.

ADHD anvendes kort sagt af de voksne som en form for bytteværdi i det sociale system, og af de unge som et vilkår, der skal håndteres. Det gør også en forskel, hvordan arbejdsmarkedet betragtes, hvilket kobler sig sammen med alder og erfaringer. De unge ser arbejdsmarkedet som et middel til at blive voksne, hvilket giver arbejde og uddannelse en attraktiv værdi. De voksne respondenter ser arbejde som et samfundsmæssigt krav, der kan være svært at honorere på den rigtige måde, men også som et absolut kriterium for inklusion i en normalitetskategori ability som analytisk begreb, kan jeg konkludere, at der er stor forskel på.

Ability til formål at synliggøre og differentiere ressourcer som modforestilling til præfabrikerede forestillinger om diagnosens betydning selv giver to vidt forskellige tilgange og perspektiver på det sociale arbejdes fundering, parallelt til empowermentbegrebets etymologi.

De analytiske resultater fra alle tre dimensioner samt udviklingen af afsæt for en kobling mellem afhandlingen og det sociale arbejdes praksis. Denne kobling foretages på to måder. Dels gennem eksempler fra respondenternes ønsker til fremtiden, herunder forestillinger om det sociale arbejdes bidrag, dels gennem eksempler på konstruktioner fra interviewsituationerne. På denne baggrund skabes der billeder af, hvor det især kræver udvikling i det sociale arbejde, hvis der skal skabes konstruktive og produktive møder mellem system og ADHD-borger i fremtiden. Samtidigt afdækkes, hvor det især er påkrævet at gennemføre yderligere forskning i feltet, som sociologisk set er sparsomt udforsket.

Afhandlingens afgørende konklusioner bidrager til at sætte en ADHD-diagnose til diskussion gennem et kritisk analytisk blik og aktørbårne fortællinger om et ADHD-dagligliv. Her diskuteres forståelse af ADHD, anvendelse af diagnosen og perspektiver ved at fokusere på differentiering, betydninger og en multiple ressourcebetragtning i forbindelse med ADHD.

Der kan kort sagt ikke siges noget entydigt om forståelse og anvendelse af en ADHDdiagnose. Den kan bedst beskrives som en flydende betegner, der meningsfyldes forskelligt i forskellige dimensioner, subjektivt, intersubjektivt og institutionelt. Disse differentierede udtryksformer kan bedst forstås gennem forskellige teoretiske perspektiver og gennem et anvendelsesorienteret fokus. Diagnosen ADHD kan fungere som en ekskluderende inklusion, som legitimerer en anderledeshed, der gennem medicinering kan inkluderes i de "normale" standarder. Men ADHD kan også fungere som inkluderede eksklusion, hvor det inkluderende betyder at finde sammen med andre, der også har diagnosen, mens det ekskluderende skal ses som en forstærkning af "dem og os"-retorikken.

OriginalsprogDansk
Udgivelses stedAalborg
ForlagInstitut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation, Aalborg Universitet
Antal sider269
StatusUdgivet - 2009
PublikationsartForskning

    Forskningsområder

  • ADHD, diagnose

Download-statistik

Ingen data tilgængelig
ID: 18104584