Formning gennem ny og gammel arkitektur: Et studie af materialitetens kraft, når vi opdrager børn

I dette kapitel analyserer vi to arkitektonisk forskellige daginstitutions- byggerier – et byggeri fra slutningen af 1990’erne og en daginstitution, som har til huse i en gammel københavnerlejlighed fra 1970’erne. Pierre Bourdieus begreber om relationer mellem strukturer i materialitet, men- talitet og kroppe er centrale for kapitlets analyser, ligesom begreberne om implicit og eksplicit pædagogik. Rum og materialitet er både produkter og producenter af menneskelig aktivitet, og i kapitlets perspektiv har rum- mene en opdragende kraft – og anses analytisk som en „med-opdrager“ af børn. I analyserne opstilles implicitte opdragelsesprincipper som no- get, der er indlejret i nyt og gammelt institutionsbyggeri. Det interessante i denne sammenhæng er de forskelle, der træder frem i de retninger, som opdragelsen af børn tager – når vi ser på, hvordan forholdet mellem pæ- dagogisk praksis og materialitet udfolder sig i de to institutionsbyggerier. I analysen sammenlignes et gammelt og labyrintisk daginstitutionsbyg- geri med et nyere og transparent institutionsbyggeri. Det bliver i analysen synligt, hvordan forskellige bygge- og indretningstrends udtrykker sær- lige udgaver af det at være hhv. barn og pædagog.
Ud over dette analytiske blik anses daginstitutionen også som en del af større felter eller sammenhænge, fx kampene mellem forskellige faggrup- per, fx mellem arkitekter, ledere og administratorer – eller mellem inte- ressegrupper som forældre og politikere. Designet af et institutionsbyg- geri kan betragtes som både et samarbejde mellem bygherrer, pædagoger, forældre, børn, politikere og arkitekter – men også som en tilblivelses- proces, hvor mange interesser og idéer har været „i kamp“ med hinanden.