Gruppesøgsmålets ramme

Artiklen analyserer begrebet ”gruppesøgsmålets ramme” og påviser nogle afgørende forskelle mellem sagsøgerens forslag herom i stævningen, rettens første fastlæggelse af rammen og rettens eventuelle senere ændring af rammen. Det behandles, hvordan rammen foreslås og fastlægges, hvordan den kan ændres, og hvilke konsekvenser for afbrydelse af forældelse dette har. Konklusionerne er: (1) Gruppesøgsmålets ramme er en afgrænsning af sagen i form af rettens beskrivelse af de personer, der vil blive omfattet af gruppesøgsmålet, hvis de tilmelder sig, og de krav, som under sagen vil kunne fremsættes på disses vegne. Stævningen med dennes forslag til ramme danner udgangspunkt herfor. Der skal skelnes mellem, at retten, når den første gang fastlægger rammen, afviger fra, hvad der i stævningen blev foreslået som ramme, og at retten senere ændrer en ramme, som retten har fastlagt. (2) Et gruppesøgsmål, der godkendes af retten, afbryder med virkning fra stævningens indlevering forældelse for dem, som bliver omfattet af gruppesøgsmålet, dvs. som omfattes af den første fastlagte ramme for gruppesøgsmålet, og som tilmelder sig dette. Dette gælder, selv om rammens beskrivelse af gruppen, således som rammen første gang fastlægges af retten, afviger fra den beskrivelse af gruppen, der indeholdtes i stævningens forslag. (3) Hvis den ramme, retten fastlægger, omfatter flere end forslaget i stævningen, bliver også de yderligere inddragne personer med tilbagevirkende kraft fra sagens anlæg beskyttet af sagsanlæggets fristafbrydende virkning. Hvis den ramme, retten fastlægger, omfatter færre end efter forslaget, har de herved udskilte personer en efterfrist på 1 år i medfør af forældelseslovens § 20, stk. 1, til at anlægge individuelle sager. (4) Afvises sagen som gruppesøgsmål, må efterfristen i § 20, stk. 1, tilsvarende finde anvendelse. (5) Hvis sagen godkendes som gruppesøgsmål, og den af retten fastlagte ramme senere udvides, ændrer dette ikke ved, at afbrydelse af forældelse ved indlevering af stævningen kun er sket for de gruppemedlemmer, der blev omfattet af gruppesøgsmålet som følge af den af retten første fastlagte ramme. Udvidelsen af rammen kan ikke genoplive krav, der i mellemtiden er blevet forældet. Hvis den af retten fastlagte ramme senere indskrænkes, vil de, der herved udelukkes, være beskyttet gennem efterfristen i forældelseslovens § 20, stk. 1. (6) Det tidsrum, der kan hengå mellem udformningen af forslaget til rammen i stævningen og rettens fastlæggelse af rammen, vil kunne blive længere, end man tænkte sig ved reglernes udformning, i praksis er der oplevet mellem 2 og 3 år. Hverken sagsøgeren, de der efter sagsøgerens forslag vil være omfattet af gruppesøgsmålet, eller sagsøgte kan i den mellemliggende periode være sikre på, hvem der efter rettens første fastlæggelse af rammen vil være omfattet af gruppesøgsmålet, og hvem sagsanlægget dermed har virket fristafbrydende for. Der synes at være behov for at gennemgå regelsættet på ny for om muligt at afkorte perioden med usikkerhed.