Indre motivation eller ydre tvang: Hvordan bliver unge mennesker i stand til at foretage et kvalificeret uddannelsesvalg?

I denne artikel vil jeg diskutere, hvordan det kan være, at til trods for politisk bevågenhed og en mængde forskellige indsatser, er det stadig op imod en femtedel af en ungdomsårgang, der ender med folkeskolen som højest gennemførte uddannelse. Til trods for at der gennem årene er igangsat en mængde initiativer, er der stadig meget langt til målet om, at 95% af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Med den nuværende situation er det højest usandsynligt, at det skulle ske. I artiklen vil jeg argumentere for den herskende forståelse af, hvori det, der fra politisk hold er defineret som ’problemet med unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse’, består, og at de tiltag, der gennem årene er sat i værk, derfor rammer forbi deres mål.
Den første del af artiklen har fokus på den førte uddannelsespolitik, der efter min opfattelse er præget af en række paradokser, der i sig selv kan være en del af forklaringen på, at indfrielsen af 95%-målet stadig har lange udsigter. I den følgende del af artiklen vil jeg undersøge, hvilke forestillinger om de unges uddannelsesvalg, der kan udledes af den førte politik og sammenligne denne med en række forskningsresultater, der på afgørende måder synes at udfordre denne del af det politiske beslutningsgrundlag. I den sidste del af artiklen vil jeg give et bud på en alternativ forståelse af ’problemet med de unge’, som kunne bidrage til, at den førte politik på området og de tiltag, der sættes i værk, kunne bringes i større overensstemmelse med det, der skal til, for at unge mennesker bliver i stand til at foretage et fornuftigt uddannelsesvalg. Empirisk bygger denne del af artiklen på de foreløbige resultater af et samarbejdsprojekt mellem Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) og Ungdommens uddannelsesvejledning (UU), ‘Kombinationsprojektet’, som jeg siden 2008 sammen med kolleger har fulgt og evalueret