Kroppen i den digitale produktion

Sid stille og hør efter! Kig op fra jeres computer. Find jeres pladser. Ræk hånden op, når I vil sige noget. Det kræver sit at skabe et godt miljø for læring. Kroppen tager plads i denne sammenhæng og sættes på plads. Med afsæt i et længerevarende studie i den danske folkeskole vil artiklen undersøge diskurser om kroppen som den ‘(u)acceptable skolekrop’. Kapitlet tager udgangspunkt i observationerne på én skole og analyserer disse i relation til teori om krop. Skoleprojektet har til hensigt at introducere nye pædagogiske og læringsmæssige strategier, hvor eleverne tager aktiv del i deres læreprocesser gennem digitale produktioner, ved at producere læringsmateriale til hinanden og samtidig synliggøre deres læreprocesser ved at vise dem til andre. Igennem Lefebvres (2001) rytmeanalyse vil artiklen tematisere den uacceptable og den acceptable krop i disse pædagogiske og læringsmæssige rammer gennem to musikmetaforer: Rytme og improvisation. Her er det centralt i artiklen at belyse sammenhæng mellem pædagogisk praksis og dens rammesætning af kroppen med inspiration fra Palludan (2009) & Winther (2004). Kapitlet belyser hvordan den acceptable skolekrop aflæser marchens rytme, retter ind og følger efter instrukser fra den rytmesættende lærerkrop. Strategierne for at understøtte den acceptable skolekrop er ”lyttestilling”, hvor børnene sidder ret op og ned på deres stole, med ansigtet vendt mod læreren, uden at pille ved noget. Der er også ”blyanten ligger stille”, hvor børnene skal lægge deres blyanter og gå i ”lyttestilling”. Alle disse strategier er med til at understøtte den stærke lærerkrop til at kunne administrere den acceptable skolekrop. Den acceptable skolekrop skriver sig på mange måder ind i en anden pædagogik end den, som forsknings- og udviklingsprojektet foreskriver, og det skaber udfordringer, som diskuteres i artiklen. Den uacceptable skolekrop derimod har derimod mere jazzens karakter, hvor improvisation, individualitet og uforudsigelighed er centrale karakteristikas. Den uacceptable skolekrop søger steder hen, hvor den kan improvisere - ved skraldespanden, i gruppearbejdet eller når der er vikar. De musiske improvisatoriske kroppe bevæger og rækker ud, giver indtryk og tager udtryk til sig og forbinder sig med hinanden (Winther, 2009). Denne skolekrop “passer” godt til den nye pædagogiske praksis. Her sætter den faciliterende lærerkrop vidde rammer for improvisation, og skolekroppen kan gå nye veje med egne kompositioner, inspirerer med gode ideer til andre og række ud efter andres ideer.