Madlavningslyst: En kvalitativ undersøgelse af hvad der motiverer unge til at lave mad og hvordan deres madlavningspraksis indgår i deres hverdagsliv

Det overordnede formål med denne afhandling har været at undersøge, hvad der motiverer unge til at lave mad, og hvordan deres madlavningspraksis indgår i deres hverdagsliv. Et ønske der har været motiveret af en interesse for at kunne pege på initiativer, som ville understøtte unges lyst til at lave mad.

Afhandlingens gennemgang af den eksisterende forskning viser, at der nok er gennemført en del forskning til belysning af feltet mad, tilberednings-færdigheder og måltidskultur i et sociologisk perspektiv, men at denne forskning i al overvejende grad enten har taget sit afsæt i voksne, der lever i veletablerede familiestrukturer, hvor fx spørgsmålet om motivation og forpligtelse bliver forhandlet i relation til de øvrige familiemedlemmer, eller – i den udstrækning der er tale om børn og unge - i en situation, hvor disse stadig bor hjemme og derfor indgår i en dagligdag præget at forældrenes fysiske nærvær. Dertil kommer, at det dominerende perspektiv er ”maden” og ”måltidet”, mens de aspekter, der knytter sig til selve tilberedningen indtager en betydelig mere tilbagetrukken plads. Der var derfor ikke megen etableret viden at trække på som afsæt for fastlæggelsen af undersøgelsesdesignet. Hertil kommer at litteraturgennemgangen også udpegede adskillige eksempler på, hvordan en kvantitativ baseret metodologi har efterladt betydelige fortolkningsvanskeligheder.

Med baggrund heri argumenteres for det første, for at gennemføre undersøgelsen indenfor rammerne af det, der bliver karakteriseret som et sociologisk forskningsparadigme, og for det andet, for at det vil ske i et såkaldt praksis-teoretisk perspektiv, hvilket som det væsentligste indebærer, at de unges ”handlinger og holdninger” vil blive betragtet i sammenhæng med, at de faktisk laver mad. Dette fører frem til fastlæggelsen af et undersøgelsesdesign, der kombinerer observationsstudier af de unges madlavning med individuelle interviews samt i øvrigt et kvalitativt og eksplorativt design, der som udgangspunkt ikke ønsker at tillægge bestemte teoretiske forståelser nogen privilegeret status forud for dataindsamlingen.

Undersøgelsen er gennemført blandt 16 beboere på et dansk kollegium, fordelt på to køkkener, datagrundlaget udgør dels transskriptioner fra 2½ times interviews med hver deltager (fordelt over to dage), 15 timers web-cam-baserede optagelser fra køkkenerne (fordelt over 2 dage, med 4 timers optagelse), samt et mindre antal videokamera-baserede optagelser af måltidsstilberedning.

Afhandlingen giver en detaljeret eksemplarisk gennemgang af den analytiske fremgangsmåde, der konsekvent er blevet anlagt på hele datamaterialet. Den kombinerer brugen af de centrale praksisteoretiske analysebegreber, a. forståelser, b. procedurer og c. engagementer, med elementer hentet den fænomenologiske fortolkningstradition.

Afhandlingens konklusioner falder i to dele: Dels i form af identifikation af det der betegnes som fire forskellige typer af madlavningspraksis, der hver på sin måde karakteriseres ved en bestemt måde, hvorpå koordineringen mellem a. forståelser, b. procedurer og c. engagementer, finder sted. Disse betegnes som henholdsvis ”Den lystmotiverede”, ”Den nødvendighedsmotiverede”, ”Den negativt ambivalente” og ”Den positivt ambivalente”.

Den anden del af konklusionerne har en mere generel karakter. Som den centrale, der adresserer afhandlings forskningsspørgsmål, er, at det er muligheden for at kunne lave mad sammen med og/eller til andre, der motiverer de unges madlavningslyst - hvis de kun skal lave mad til sig selv, skal det være nemt og hurtigt, mens de gerne bruger tid, anstrenger sig og prøver noget nyt, når det - også - kan komme andre til gode. Hvilket formuleret med begreberne fra det praksisteoretiske perspektiv, hvormed de unges madlavning er blevet analyseret og fortolket: at de unges madlavningspraksis primært viser sig at blive koordineret af motivation med de dertil knyttede emotioner, hvorimod forhold med tilknytning til forståelser (viden/know-how) og procedurer (skrevne og uskrevne regler) spiller en sekundær rolle.

I forlængelse heraf pointeres mad og madlavning som en måde, hvorpå man kan give noget betydningsfult til andre, samt være en måde at skabe struktur i en ellers kaotisk, og potentielt ensom, tilværelse.

På baggrund heraf gives nogle bud på, hvordan man ville kunne understøtte unges lyst til at lave mad. De samler sig om at tilvejebringe bedre – og mere inspirerende - fysiske rammer for fælles madlavning samt i øvrigt at facilitere måltids- og madlavningsfælleskaber udenfor familien.

Som afslutning samles ideer til videre forskning, det gælder;
1.Om der er sammenhæng mellem den nuværende måltidspraksis, barndommens måltidsrutiner og skoleundervisning fra hjemkundskab,
2.I hvilken forstand måltidsfællesskaber motiverer for madlavning,
3.Følgeforskning i tilknytning til eventuelle initiativer, der igangsættes med henblik på at understøtte unges lyst til at lave mad, samt endelig
4.Anvendelse af de identificerede praksistyper i andre sammenhænge.
Herudover opstilles – til inspiration for den videre teoriudvikling - et forslag til en revision af den praksisteoretiske grundmodel, der har ligget til grund for denne afhandling.

Afhandlingens teoretiske og metodologiske refleksioner samler sig dels om problemer i tilknytning til, ”hvordan en praksis kan afgrænses”, og dels i en pointering af, at det praksisteoretiske perspektiv, som jeg har anvendt, ikke kan stå alene, men bør suppleres med andre teoridannelser, en mulighed for åbninger, der så fremhæves som netop en kvalitet ved det praksisteoretiske perspektiv, der har været anvendt. Endelig gøres også bemærkninger i tilknytning til de fokuserings- og prioriteringsmæssige udfordringer, der har været en konsekvens af det valgte eksplorative forskningsdesign.