Midlertidighedens paradokser og rationaler

Artiklen søger at give et overblik over forskellige typer af ’midlertidighed’ i byudviklingen.
Temporære urbane interventioner har historiske rødder i en kritisk kunstnerisk praksis og græsrodsinitiativer med et socialt engageret lokal engagement. Igennem denne praksis er der udviklet et sæt af metoder, der har til formål at fremme en social bevidsthed om at tingene kunne være anderledes og styrke et lokalt beredskab i forhold at kunne handle herpå.
I dag oplever vi, at disse metoder i stadig stigende omfang operationaliseres og implementeres i planlægningen i kommuner og hos private investorer. ’Midlertidighed’ introduceret som en løftestang for at mobilisere interesse og kapital for igangsætning af projekter. Ikke mindst appelleres til nye kreative alliancer mellem kunstnere, kreative iværksættere, byudviklere og planlæggere. I den forbindelse ’lånes’ metoder fra græsrodsinitiativer, kritiske kunstnere og festivalplanlæggere, og disse metoder søges inddraget både i kulturplanlægningen og i den private byomdannelse.
Vi oplever dermed et paradoks imellem metodernes kritiske udgangspunkt og den stigende opperationalisering af metoderne i politisk og økonomisk styrede processer. Artiklen sætter et kritisk blik på hvordan velmente midlertidige projekter kan sløre de reelle magtforhold bag byomdannelsen, men belyser også mulighederne for at inddrage disse metoder i en respektfuld dialog mellem borgere og interessenter.