Numeriske tåger: eller hvad blev der egentlig af de tre andre causa?

Med digitalteknologien har Jacques Elluls maksime, at “Fremskridt er som at tælle; der er ingen grund til at stoppe ved et bestemt tal, et bestemt teknologisk trin, man kan altid tilføje et nummer”, fået en næsten paradoksal dobbeltbetydning: Vi er med digitaliseringen netop stoppet, ved 0 og 1, og med dette talpar omtyder vi alt, hvad der lader sig omtyde, til tabeller i en ustoppelig bevægelse, som efterlader det omtydede til glemsel og nostalgi.
Afhængig af hvordan vi anskuer disse tabeller, i det rene Aristoteliske perspektiv eller i Heideggers mere spekulative optik, er det enten causa finalis eller causa efficiens, som tabellerne fremstiller for os, men hvad blev der af causa materialis og causa formalis undervejs?
Og at producere betyder netop at stille frem, at fremstille - dette vægter ifølge sagens natur det 'stillads' - den teknik eller teknologi - gennem hvilket noget stilles frem, får form, materialiseres, men hvis dette stillads er uadskilleligt fra det fremstillede synes accenten entydigt af falde på aesthesis, den måde det fremstår på; poiesis og mimesis forbliver skjulte.
Med den digitale musikproduktion som case søger dette paper at kaste lys over denne moderne hermetik, hvor selv simulakret simuleres og ethvert materiales plasticitet og forventede natur formes med de samme midler, som det selv består af, og på de samme vilkår, som det selv gør.