Abstract
Personer med en primær degenerativ demens vil på senere stadier af sygdommen have vanskeligheder med at omsætte sanseindtryk og med at udtrykke sig verbalt. Det kan føre til problemer med at indgå i dialog med andre. Psykosociale behov kan vanskeligt opfyldes uden muligheder for at være i dialog, hvilket igen fører til sekundære symptomer på selve demenssygdommen.
I dette forskningsprojekt tages der udgangspunkt i brugen af velkendte sange i musikterapi som en måde at indgå i dialog hvor kommunikationen er tilpasset den enkelte person. Forskningsdesignet er et fleksibelt design baseret på en integration af definerede metoder og med data bestående af video observationer, pulsmålinger samt observationer udført af personale, eksterne observatører og af musikterapeuten.
Den første del af forskningen består af 6 casestudier hvor fysiologiske data indgår i analysen sammen med de øvrige observationer. Næste del er en hermeneutisk analyse af observationer, som er udført af eksterneobservatører. Dette munder ud i en systematisk opstilling af gestisk respons samt en kodning og kategorisering af de kvalitative aspekter af denne. I en tredje del samles de to indfaldsvinkler, og udvalgte eksempler fra casestudierne analyseres med udgangspunkt i de kategorier der førhen er opstillet, og som beskriver forskellige grader af kommunikation.
Resultaterne viser at 1) Sang her en positiv indflydelse på de 6 personer med svær demens. Denne indflydelse kan defineres ud fra graden af kompliance, ændringer i pulsfrekvens og ud fra forskellige måder at deltage i musikterapien på. 2) De seks deltagere formår at kommunikere med musikterapeuten, og denne kommunikation kan karakteriseres ud fra et system af kommunikative signaler der afspejler forskellige grader af kommunikation: grundstemning,receptiv deltagelse, socialitet, aktiv deltagelse, kommunikativ musikalitet samt dialog. Der ses en sammenhæng mellem et afbalanceret arousalniveau og mere intensive grader af kommunikation. 3) I 5 ud af 6 konkrete tilfælde viser musikterapien en indflydelse på aspekter i dagliglivet udover musikterapien, defineret i et statistisk signifikant fald i pulsfrekvens i en periode før og efter terapien for personer med svær demens som udviser agiteret adfærd.
Deltagerne viser tydeligt at de har gavn af musikterapiforløbet, og vigtigst: disse 6 svært demensramte kommunikerer, og de lader sig lede til en tilstand hvor dialog kan opstå. Sangene er udtryk for en struktur som kan fungere som opmærksomhedsstimulering ved at formidle stabilitet samt sociale og kontekstuelle cues. Sangene har ydermere den funktion at de kan bruges til regulering af arousal, således at deltageren kan ledes til en tilstand hvor vedkommende er mest opmærksom overfor sansestimuli. Dette giver de bedste betingelser for at indgå i dialog med et andet menneske.
I dette forskningsprojekt tages der udgangspunkt i brugen af velkendte sange i musikterapi som en måde at indgå i dialog hvor kommunikationen er tilpasset den enkelte person. Forskningsdesignet er et fleksibelt design baseret på en integration af definerede metoder og med data bestående af video observationer, pulsmålinger samt observationer udført af personale, eksterne observatører og af musikterapeuten.
Den første del af forskningen består af 6 casestudier hvor fysiologiske data indgår i analysen sammen med de øvrige observationer. Næste del er en hermeneutisk analyse af observationer, som er udført af eksterneobservatører. Dette munder ud i en systematisk opstilling af gestisk respons samt en kodning og kategorisering af de kvalitative aspekter af denne. I en tredje del samles de to indfaldsvinkler, og udvalgte eksempler fra casestudierne analyseres med udgangspunkt i de kategorier der førhen er opstillet, og som beskriver forskellige grader af kommunikation.
Resultaterne viser at 1) Sang her en positiv indflydelse på de 6 personer med svær demens. Denne indflydelse kan defineres ud fra graden af kompliance, ændringer i pulsfrekvens og ud fra forskellige måder at deltage i musikterapien på. 2) De seks deltagere formår at kommunikere med musikterapeuten, og denne kommunikation kan karakteriseres ud fra et system af kommunikative signaler der afspejler forskellige grader af kommunikation: grundstemning,receptiv deltagelse, socialitet, aktiv deltagelse, kommunikativ musikalitet samt dialog. Der ses en sammenhæng mellem et afbalanceret arousalniveau og mere intensive grader af kommunikation. 3) I 5 ud af 6 konkrete tilfælde viser musikterapien en indflydelse på aspekter i dagliglivet udover musikterapien, defineret i et statistisk signifikant fald i pulsfrekvens i en periode før og efter terapien for personer med svær demens som udviser agiteret adfærd.
Deltagerne viser tydeligt at de har gavn af musikterapiforløbet, og vigtigst: disse 6 svært demensramte kommunikerer, og de lader sig lede til en tilstand hvor dialog kan opstå. Sangene er udtryk for en struktur som kan fungere som opmærksomhedsstimulering ved at formidle stabilitet samt sociale og kontekstuelle cues. Sangene har ydermere den funktion at de kan bruges til regulering af arousal, således at deltageren kan ledes til en tilstand hvor vedkommende er mest opmærksom overfor sansestimuli. Dette giver de bedste betingelser for at indgå i dialog med et andet menneske.
| Originalsprog | Engelsk |
|---|---|
| Udgivelsessted | Aalborg Universitet |
| Udgiver | |
| Status | Udgivet - 2003 |