Artiklen fokuserer på hvordan anerkendelse og accept af selvhjælpsgrupper og selvhjælpsorganisationer i Danmark har udviklet sig siden 1848 med særligt focus på perioden efter anden verdenskrig. Med udgangspunkt i Foucault diskuterer artiklen den danske diskurs om selvhjælp og dens relation til velfærdspolitik, professionel intervention, sociale bevægelser, selvhjælpsorganiseringer og anvendt socialforskning og viser hvordan forståelsen af 'hjælp' og 'relevant støtte' til borgerne konstant defineres og redefineres som et resultat af kulturelle processer i det danske samfund. Artiklen diskuterer endvidere hvordan dansk velfærdspolitik er influeret af globale forandringer i diskurser om governance på en måde som demonstrerer den internationale karakter af den 'danske case'.