Sprog, der ikke kommunikerer: integrationismens centrale kommunikationssynspunkt som grundlag for en sprogpsykologisk analyse af kampagnen som meddelelsessituation med eksempel i Sundhedsstyrelsens succeskampagne i uge 40

Det er centralt for sprogpsykologien, at sprog og kommunikation er dialogiske størrelser. Et eksempel på denne anskuelse er, at når vi udtrykker os skriftligt, gør vi det med en forventning om, hvordan det kunne lyde for læseren. Med vore udsagn fortæller eller foregriber vi, hvem vi tror læseren er, og hvad vi tror hans/hendes forventninger og forkundskaber er. Vi forudsætter en meddelelsessituation.

Det der karakteriserer offentlig formidling som sprogpsykologisk område er, at de antagede kommunikerende parter groft sagt er en afsender og en uspecifik adressat/modtager. Derudover er der som udgangspunkt en karakteristisk tidsforskydning i meddelelsesprocessen mellem afsender og modtager. Det er umuligt for parterne at stille opklarende spørgsmål til hinanden eller på anden måde at drage omsorg for hinanden i meddelelsessituationen - en del er overladt til tilfældighedernes spil: Det centrale og interessante, der karakteriserer offentlig formidling, er, at der altid er et fravær af den ene antagede kommunikerende part. Der er herudover et fravær af konkret viden om hvem de antagede kommunikerende parter egentlig er. Der er imidlertid nogle bestemte forhold mellem de kommunikerende parter på spil

Mit emne for specialet er kampagnen som meddelelsessituation med eksempel i Sundhedsstyrelsens Uge 40-kampagne.

Jeg stiller spørgsmålstegn ved alkoholkampagnens succes og vellykkethed som kommunikation, idet jeg går ud fra, at kampagnens formål er at meddele nogen noget, og det er disse egenskaber, jeg søger at afdække forudsætningerne for.