Suez-krisen og genoprettelsen af den vesteuropæiske olieinfrastruktur, 1956-1957

Historikere har i mere end 30 år analyseret Suez-krisen. Alligevel er det muligt at finde nye vinkler og tilgange. I tråd med temanummerets fokus på infrastruktur anlægges i artiklen et multilateralt og olieinfrastrukturelt perspektiv på krisens udvikling, forløb og afvikling på grundlag af kildemateriale fra blandt andet fra FN og andre centrale aktører, der hidtil ikke har været inddraget. På denne baggrund bryder artiklen med det typiske udenrigspolitiske og nationale perspektiv til fordel for en multilateral, mere systemisk og geografisk-orienteret infrastrukturoptik. Ligeledes udvides antallet af aktører fra det typiske fokus på USA, Storbritannien, Egypten, Sovjetunionen og somme tider Frankrig til at inkludere og centrere flere NATO- og Commonwealth-medlemsstater, FN-organisationer og private virksomheder. Artiklen konkluderer, at oliemanglen, der fulgte Suez-krisen, var et væsentlig mere alvorligt infrastrukturelt problem for Vesten end antaget i størstedelen af den eksisterende forskning og at ’alle vestlige sejl blev sat’ for både at samle Vesten igen og forhindre en værre udvikling.