Teori-metode-empiri-teknik: sammenvævede konstruktioner!

På trods af at videnskabelige artikler, bøger og rapporter ofte redegør for den eller de i forskningsarbejdet anvendte metoder, som om det var et suverænt og uafhængigt forskersubjekt, der trin for trin gik lineært frem i en irreversibel proces, så vil de fleste nok erfare, at forskningsprocesser ikke foregår sådan – selv ikke i de mest velstrukturerede og testende design. Man kan sige, at afrapportering af erkendelse f.eks. i artikler eller afhandlinger (the logic of writing) ofte formidles, som om den var virksom også i produktionen af erkendelse (the logic of thinking). Imidlertid er forskningsprocesser ligesom de fleste andre sociale handlinger irregulære og mudrede, og forskeren er ligesom andre sociale aktører søgende, famlende, prøvende. Og ligesom andre sociale sammenhænge har kriterier for anerkendelse af godt/skidt, rigtigt/forkert osv., så er videnskabeligt arbejde også karakteriseret ved bestemte kriterier for, hvad der kan anerkendes som videnskabeligt.
På baggrund af egne erfaringer med empirisk arbejde teoretisk inspireret af Pierre Bourdieu vil vi i det følgende argumentere for, at metodeforskrifter, uanset hvor ’strenge’ og instrumentelle de end måtte præsenteres, ikke kan adskilles fra den teoretiske konstruktion af forskningsobjektet, og at empiri og videnskabsteori dyrket hver for sig er en meningsløs for ikke at sige dårlig erstatning for egentligt forskningsarbejde. Teori, metode, empiri og teknik er sammenvævede størrelser, dele af en samlet indstilling, et sammenhængende opfattelses- og anskuelsesprincip, en måde, at angribe det videnskabelige arbejde på, en samlet måde videnskabeligt at tænke, handle og vurdere på.
Artiklen er disponeret i to dele: Først redegør og diskuterer vi centrale epistemologiske forforståelser i Bourdieusk sociologi, dernæst redegør vi for og diskuterer centrale principper i denne sociologis fremgangsmåde.