Teori-praksis i sygeplejerskeuddannelsen: Studieordningen som reference for skole- og klinisk undervising

 Artiklen diskuterer med afsæt i Erling Lars Dale og Niklas Luhmann samspillet mellem skole- og klinisk undervisning, og tilbyder gennem Luhmann et alternativ til Dales begreb om didaktisk rationalitet. Mens Dale tiilbyder en blik der orienterer sig mod enshed, tilbyder Luhmann en differensteoretisk optik, som nok virker kompleks, emn som også tilbyder en betydelige kompleksitetsfølsomhed.

Den kompleksitetsfølsomhed som Luhmann tilbyder, peger for det første på, at der må forventes forskelle mellem såvel intention og interaktion, som mellem forskellige interaktionssystemer. Og at denne afstand snarere må ses som reglen end undtagelsen. Det, der bør forundre, er således snarere, at det igen og igen lykkes interaktionssystemer at reducere kompleksitet i et omfang som tillader dem at emergere som undervisning.    

For det andet bliver det tydeligt, at skoleundervisning og klinisk undervisning udfolder sig under forskellige vilkår. Hvis de som interaktionssystemer kunne og skulle nærme sig hinanden, ville det formodentligt være langt lettere at organisere uddannelsen omkring en institution; enten som en ren skolebaseret uddannelse eller som ren praksisbaseret undervisning (mesterlære). Når begge undervisningsformer fastholdes, vil min antagelse være, at det hænger sammen med at den undervisning, der kan udfolde sig inden for de to former, er forskellig på en måde, der ses som afgørende og hensigtsmæssig for sygeplejerskeuddannelsens kundskaber og færdigheder. Det synes derfor relevant

• at omdefinere teori/praksis diskussionen fra en diskussion, hvor to undervisningstyper måler hinanden med reference til deres egen interne rationalitet ("praksis betoner ikke de kundskaber vi lægger vægt på i skoleundervisningen" eller "skoleundervisningen lærer dem ikke det de skal bruge i praksis"), til diskussion af på hvilken måde de to undervisningstyper skal og kan bidrage til uddannelsens samlede kompetenceprofil
• at evaluering af samspillet mellem skoleundervisning og klinisk undervisning gøres til et spørgsmål om, hvordan de to undervisningsformer, såvel intentionelt som interaktionelt, bidrager til uddannelsen
• at i hvert tilfælde at overveje om brudte forventninger skal justeres på niveauet for forventninger/intentioner, eller om ændringerne skal søges tilvejebragt i interaktionen.

Artiklen bygger på et oplæg holdt på Fagligt Selskab for Undervisende Sygeplejerskers møde januar 2008.