Universitetet er også for pædagoger og sygeplejersker: Der er godt med plads til professionsbachelorerne på universiteterne, og de har masser at komme med, men det går ikke af sig selv

Der har kørt mange diskurser i medierne om, hvad mellemprofessionerne – f.eks. socialrådgivere, pædagoger eller sygeplejersker med flere – kan og skal. Bertel Haarder (V) gik forrest med arrogance og ignorance i diskussionen om Foucault og sygepleje (2008). Der blev sagt: »De skal ikke læse noget særligt, andet end det der direkte kan anvendes.«

En sygeplejerske skal ikke læse teori, hvad skal hun med det? Hun skal kende til fakta, det vil sige farmakologi og anatomi/fysiologi! Relevant viden er enkel, konkret og direkte anvendelig, og der skal være et sammenfald mellem arbejdets karakter og udøvernes kompetencer. Det går bedst, hvis de ikke lærer kritisk tænkning, som sætter dem griller i hovedet og får dem til at stille spørgsmål til ulige fordelinger af ressourcer i samfundet, til nye styringslogikker og standardiseringer og effekter på deres arbejdsområder osv.

Symbiose mellem arbejdet og uddannelsen går alt i alt fint, fordi aktørerne også selv har internaliseret disse måder at tænke på. Der er et match mellem ydre og indre forventninger. Hvis der opstår problemer i arbejdet, har man jo også rigtige akademikere til at tage over.

Konstruktionen er nedfældet i undervisningsplanerne, hvor lærerne ser til, at de studerende ikke læser for svært stof, at det kun er den nyeste viden, der tæller, at der ikke er en kløft mellem teori og praksis osv.

Det fremføres også, at professionsbachelorer er dårlige til universitetsstudier. De skal i givet fald begynde forfra, og de bør ikke gå direkte ind på overbygningsuddannelserne. De er for gamle, kan for lidt, har for meget arbejde ved siden af, og nogle af dem har til og med børn.

Jeg vil her komplettere, det vil sige fuldstændiggøre, billedet. Jeg har undervist og eksamineret på mange danske universiteter. Jeg er enig i, at professionsbachelorer savner grundlæggende videnskabsteoretisk indsigt f.eks. i det forhold, at teorier ikke blot er anvisende for, hvordan man skal gøre i praksis. Man kan efterlyse viden om, at teori er skabt af mennesker, at de er midlertidige konstruktioner mv. Professionsbachelorerne kan selvklart også have svært ved at skrive, tale og tænke analytisk. Noget lignende kunne siges om medicinstudiet eller arkitektstudiet.

Andre talenter

Men i debatten savnes modfortællinger, der viser, at professionsbachelorerne kan noget, at de har potentielle dispositioner, som under de rette vilkår er yderst vigtige, også for en universitetsuddannelse og karriere. Først og fremmest: alder.

I studiet af mennesker og samfund er det en fordel at have levet nogle år – at have livserfaring, herunder erfaring fra praksisområdet. Erfaringer kan fungere som en fin advantage (i tennissproget) for professionsbachelorerne i forhold til de yngre universitetsstuderende. Desuden udgør ’akademiske ambitioner’ en fordel. Det angår viljen til at studere på trods. Det er studerende, som er stålsatte, for det er ikke uden omkostninger at søge at meritere sig i akademia.

Det næste er netværk. Ved universiteternes empirisk-teoretiske opgaveforløb, er det en fordel at have kontakter til f.eks. institutioner (skoler, børnehaver, hospitaler etc.), når der skal foretages observationsstudier, interview med videre. Professionsbachelorerne vil ofte have let ved at gennemføre f.eks. observationer og interview, der kræver direkte kontakt med mennesker.

En fjerde fordel er åbenhed. Professionsbachelorerne har qua deres alder og uddannelsesforløb – ikke mindst fra praktikperioderne – ikke blot intellektuelt, men direkte ’krop til krop’ været i kontakt med fænomener som ’socialt udsat’, ’hjemløs’, ’døende’ osv. Endelig har de af og til en sund og kritisk distance til akademia og dets spil og spilleregler.

Behov for støtte

De nævnte dispositioner er intet i sig selv. Det er potentielle dispositioner, det vil sige, at de under de rette vilkår er det en fordel i forhold til, hvad universitetsbachelorerne har med sig.

Der er et stort socialiseringsarbejde (undervisning og vejledning) på professionshøjskolerne og på universiteterne med gruppen. De skal ofte direkte om- eller aflære, hvad de har med sig.

Professionsbachelorer udgør ligesom universitetsbachelorer en heterogen gruppe, men pas på med hurtige analyser. Gode professionsbachelorer er svære at konkurrere med, når de konstruktivt støttes i, at deres potentielle dispositioner aktiveres, det vil sige, når deres aldersmæssige erfaringer, akademiske ambitioner, netværk, åbenhed og sunde kritiske distance foldes ud.

De er svære at hamle op med, når de lærer at håndtere fordelene ved at kende det levede liv, institutionerne og professionerne indefra, og samtidig formår at objektivere og kigge på det kendte udefra. De har mødt hjemløshed som lugt, afsavn, smerte, kulde og afmagt, og teorier bliver nu relevante som redskaber til at beskrive, forstå og forklare fænomenerne.

Vi påberåber os at være et videnssamfund, at alle er entreprenører i eget liv, at vi skal være livslangt under uddannelse. At kreativitet, mobilitet og udvikling er væsentligt for individ og samfund. Der er godt med plads til professionsbachelorerne på universiteterne, og de har masser at komme med, men det går ikke af sig selv – det gælder i øvrigt alle studerende. Det er ikke mindst op ad bakke, når mellemprofessionsgruppen igen og igen skal høre, at de ikke hører til, at de intet kan og intet har at bidrage med.

Kristian Larsen er professor ved Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet


sygeplejeuniversiteterprofessionsuddannelse