Vurdering af vurderingen: Om vurderingens vilkår og skjulte sider

Sygepleje og vurderinger af studerende foregår i et samfund, i institutioner, samt i og mellem mennesker. Disse kontekstuelle forhold er med til at forme, styre og organisere sygeplejen og vurderingerne således at handlingerne ikke bare formes inter-subjektivt af deltagerne såsom sygeplejerske og student. Dette kapitel er inspireret af sociologi og socialkonstruktivisme og er baseret på empiriske og teoretiske analyser af kontekster om vurderinger, og der fokuseres på praktik og sundhedsfelt, som to overordnede begreber. Begge begreber har til hensigt at udfordre normativ, hverdags- og ideologisk tænkning. Overordnet er det hensigten at introducere læseren til, hvordan magtrelationer og organisatoriske, professionsmæssige og historiske forhold sætter en væsentlig ramme og vilkår for vurderinger. Analysen skal også vise, at vurderinger er komplekse og komplicerede. Med praktik spørges til praktik-genese, hvorved menes oprindelsen bag social og faglig handlen, og med begrebet sundhedsfelt undersøges organisatoriske og kundskabsmæssige forhold. Det kan virke provokerende at læse denne sociologisk objektiverende tekst, som vurderer vurderingerne og som viser vurderingens vilkår og skjulte sider, ved at ’fjerne’ det subjektive som sygeplejersken, studenten, valgene og intentionerne bag vurderingerne. Men pædagogisk er det hensigtsmæssigt at løfte vilkår og rammebetingelser frem, idet vi må vurdere de studerende, men også de kriterier de vurderes efter. Indledning I dette kapitel præsenteres begreberne praktik og sundhedsfelt som en generel indføring i, hvordan man sociologisk kan tænke om vurdering af sygeplejerskestuderendes kompetencer. Her vurderes på vurderinger. Analysen er beskrivende og involverer analyser af, hvad der karakteriserer den virkelighed, som sygepleje og vurderinger er en del af. I en faglig vurderingssituation vil man måske tænke, at en sygeplejerske i arbejdet med at vurdere en sygeplejestuderendes kompetencer i uddannelsesinstitution eller klinik er styret af objektive kriterier, evidens, dokumentation og entydige målbeskrivelser. Antagelsen er, at hun/han i sin vurdering integrerer viden om den studerende fra studieopgaver eller fra klinisk praksis, og at der inddrages pædagogisk teori, den nationale studieordning, uddannelsespapirer fra semesterbeskrivelserne og studieplaner samt vurderingsskemaer relateret til sygeplejens kundskabsgrundlag. Hvis det ikke går, som denne antagelse angiver, så er teorien, sygeplejersken, de uddannelsesmæssig mål eller midler utilstrækkelige! Men det kan også være, at teori og praksis, skema/manual og virkelighed ikke hænger sammen som umiddelbart antaget. Vurderinger er historiske og sociale produkter, og processen at vurdere følger ikke en simpel rationel logik. Hensigten i kapitlet er at vise nogle dybere og mere komplekse forhold ved, at begreberne praktik og sundhedsfelt præsenteres med henblik på at udfordre og invitere til at tænke vurdering på andre og mere nuancerede måder. Analytisk tilgang Kapitlet er primært baseret på gennemgang af litteratur relevant for vurderinger og sygepleje. Baggrunden er sociologisk tænkning, hvor det samfundsmæssige og historiske er sat i fokus. Her adskilles mellem makro-, meso- og mikroniveau hvor sociale og faglige praktikker ses samfundsmæssigt, institutionelt og individuelt. I sociologien anvendes begreberne struktur og agens samt vilkår og valg for at beskrive, hvordan praktikker skabes i en spænding mellem samfundsmæssige og individuelle faktorer (Durkheim 1975). Derudover inddrages erfaringer fra egne observationer, interview og spørgeskemastudier af sygeplejestuderendes læring i praksis og i uddannelsesinstitution (Larsen 2000), af lægers læring og specialisering (Bayer et. al 2001), analyser af velfærdstat, kroppe og sundhed (Larsen & Esmark 2013; Larsen et al. 2013), historiske forandringer af patientforløb (Larsen 2009) samt om materialitet og dominansrelationer (Larsen 2008, Martinussen & Larsen 2018). I kapitlet inddrages sociologiske begreber med inspiration fra den franske sociolog Pierre Bourdieu og særligt hans analyser af praktik – praktikgenese (1977) og af socialt rum og sociale felter (2002). Ifølge denne teori er et menneske socialt formet gennem sin opvækst, og begrebet habitus gør rede for de grundlæggende mønstre i måder, hvorpå man forstår og handler i verden. Med begrebet habitus, som også kaldes dispositioner, menes, at et individ er struktureret, dvs. formet af sociale opvækstbetingelser, som involverer stedet, man bor, betingelserne for opvækst (økonomisk-kulturelt rig versus fattig familie), sproget, værdierne osv. Den grundlæggende formning sker i den tidlige opvækst, men habitus er ikke formet en gang for alle. En sygeplejerskestuderende formes gennem både familien, gennem relationer med venner og bekendte og via institutioner som skoler og uddannelser, herunder ved deltagelse i praksisophold i hospitalsafdelinger, plejehjem eller i hjemmepleje. Disse strukturende principper ligger dybt i kroppen på et individ, og de ligger – lidt som en matrice eller støbeform – til grund for, hvordan vedkommende positionerer sig det vil sige den måde hvorpå de orienterer sig og agerer på. Begrebet position gør rede for, at lægen, sygeplejersken og patienten er forskellig positioneret i et relationelt sundhedsfelt. De tildeles forskellig magt og prestige i sundhedsfeltet, hvor lægens eller sygeplejerskens ord har vundet hævd som vigtigere end patientens eller den studerendes. I et økonomisk eller litterært magtfelt er der andre dominansrelationer, det vil sige der er andre kapitaler eller ressourcer der værdsættes. Hvis vi relaterer dette til vurdering af en sygeplejestuderende, så vil en sygeplejerske formelt set skulle vurdere ud fra skriftliggjorte uddannelseskriterier, men hendes egne habituelle dispositioner vil spille ind, når hun vurderer studenten. Det kan være om den studerendes sprogbrug, attitude, holdninger eller værdier. Her kan der være store ligheder mellem sygeplejerskens og den studerendes habituelle dispositioner, fordi de har haft ensartede opvækstbetingelser, men de kan også være meget forskellige og give anledning til spændinger om, hvilke kriterier der skal ligge bag vurderinger. En studerende kan således præstere godt, når der er et vist match mellem hendes habituelle dispositioner og det, som værdsættes af sygeplejersken og professionen. Men der kan også være et mismatch. Pointen i denne tænkemåde er, at vurderinger ikke er eller kan være objektive og universelle. De produceret i og er virksomme i en kontekst, her et sundhedsfelt og i en profession, som rammesætter og er medvirkende til at strukturere kriterier for vurderingerne. Med Bourdieus begreber om praktik og habitus kan vi analysere, hvad der karakteriserer praktik, samt ligheder og forskelle mellem professionens, sygeplejerskens og den studerendes habituelle dispositioner. Med (sundheds)felt, positioner, dispositioner og positioneringer stilles skarpt på historiske forandringer og deres ulige magtposition i feltet. Studerende bliver vurderet på formelle og det man ville kunne kalde objektive kriterier, men det er også samtidig mennesker der indgår med hinanden hvor såkaldt subjektive kriterier er virksomme.