At blive sig selv som voksen

Dette projekt handler om forholdet mellem at være sig selv og at være en del af det sociale fællesskab. Forholdet mellem selv og andre, forholdet mellem selv og samfund samt forholdet mellem selv og omverden. Det er forhold, der er vel beskrevne inden for de sociale videnskaber, og alle de kendte psykologiske og sociologiske teorier beskæftiger sig med disse spørgsmål. Det er en klassisk videnskabelig socialpsykologisk problemstilling. Men det er også forhold, som ethvert menneske vil erfare meget konkret gennem sit personligt levede liv. Det er ganske enkelt temaer, der ikke er til at undgå at forholde sig til i livet.

Samtidig handler projektet om at beskrive voksenlivet. At være voksen kan synes som et mål i sig selv. Når man er barn, er det et indlysende mål at blive voksen, og man kan ofte høre små børn med overbevisning i stemmen hævde, at de er voksne. Den voksne kan med sine ofte store opgaver og byrder betragte dette barnlige ønske med undren, for den voksne har jo ofte projiceret sine længsler efter en friere og sjovere tilværelse over i barnet. Men sandt er det, at voksenlivet traditionelt har været sit eget mål og ikke behøvede yderligere begrundelse. Det er da også nemt at få øje på en række privilegier forbundet med at være voksen: Selvbestemmelse, magt, indflydelse. Forlader vi imidlertid dette noget stereotype (og barnlige) perspektiv og samtidig gør beskrivelsen mere konkret, dukker der en række betydelige opgaver i voksenlivet op, så som at uddanne sig, arbejde/gøre karriere, stifte familie/få børn, tage politisk ansvar og tage del i demokratiet, deltage i frivilligt børne- og ungdomsarbejde, deltage i bestyrelsesarbejde i skole og daginstitutioner, i det hele taget at være et samfundsmenneske.

Man kan hævde, at det at blive voksen er defineret som at løfte en væsentlig del af disse opgaver. Selvbestemmelsen, magten og indflydelsen har sin pris i form af ansvar og forpligtelse. Der er således en dobbelthed i at være voksen. Denne dobbelthed kan også beskrives på en anden måde, nemlig som et spændingsforhold mellem individ og samfund. Ser vi rækken af voksenlivets opgaver igennem, er det kendetegnende, at de alle rummer såvel individets egen bestræbelse som samfundets krav til individet. At tage en uddannelse kan umiddelbart ses som udtryk for et suverænt, individuelt valg, men er også et håndfast samfundsmæssigt krav. At stifte familie og få børn er på den ene side en dybt privat sag, der involverer følelser og seksualitet, men samtidig er det et krav fra samfundet, at i hvert fald en meget stor del af dets medlemmer påtager sig det familiemæssige ansvar. Voksenlivet kan i den forstand beskrives som en arena for mødet mellem det suveræne individ og et samfunds forventninger og krav.

Det er muligt for et menneske at opretholde en følelse af vellykkethed eller endog lykke, så længe regnskabet mellem individ og samfund går nogenlunde op. Det er dog også velkendt for de fleste voksne, at der er tale om en fin balance, som let kan tippe. Et menneske kan opleve, at samfundets krav bliver for store, diffuse eller indholdsløse. F.eks. kan et (måske tidligere spændende og udfordrende) arbejde blive tomt og indholdsløst. Arbejdsrollen opleves i sådanne tilfælde som en skal, der ikke længere har fylde og mening. Sådanne oplevelser demonstrerer, at et menneske ikke kun er sine sociale roller. Der ligger en egen drivkraft i mennesket, som ligger hinsides det sociale.

Imidlertid rummer voksenlivet muligheden for at genfinde sig selv og dermed realisere det særegne. Men voksenlivet rummer også risikoen for at forspilde denne mulighed. Sociale og økonomiske årsager til personlig fiasko er særligt iøjnefaldende, men også barn- og ungdommens opvækst i begrænsende familieforhold og sociale omgivelser kan være alvorlige forhindringer. Voksenlivet indeholder mindst tre forskellige dramaer:

- Det tidlige voksenlivs centrale drama: At blive en del af det voksne samfund uden (helt) at miste sig selv. Det er en balance mellem individualitet og kollektivitet. At realisere sine evner uden at sælge sig selv. Det er en sej kamp at blive en del af samfundet som voksen. Det kræver gå-på-mod og systematisk behovsudsættelse for at uddanne sig og arbejde.

- Midtlivets centrale drama: At forlade sig selv igen (det man er blevet til) for at påbegynde at genfinde sig selv - uden (helt) at miste samfundet.

- Det sene voksenlivs centrale drama omkring pensioneringen: At forlade det voksenliv, der i kraft af den aktive deltagelse i arbejdslivet udgør sin egen berettigelse, for at være overladt til sin egen skabelse af mening.

At være voksen indebærer i én forstand at have kontrol over sig selv og sin livsretning. Men på et tidspunkt i livet bliver denne kontrol til en hæmsko for den samlede personlighedsudvikling. Der bliver brug for at tage et spring, dvs. at gøre noget, som man ellers ikke ville have gjort. Udtrykt i læringsbegrebet skal man så at sige lære at blive en anden (i tanke, følelse og handling).

Projektet er afsluttet med bogudgivelsen: Jan Brødslev Olsen (2000/2004): Selvets verden. Et livsforløbsperspektiv. Aarhus: Forlaget Systime.