Skizofreni og livstemaer

Anne Birgitte Døssing

Research output: PhD thesis

Abstract

Denne afhandling består i en interviewundersøgelse af syv patienter diagnosticeret med skizofreni, hvor formålet er at få indblik i patienternes egne oplevelser af deres vanskeligheder. På baggrund af beskrivelsen af de syv interviews analyseres en række grundlæggende problemstillinger kaldet livstemaer.
Disse livstemaer omfatter traumer, stemmehøring, autisme, identitet, tilknytning og affektforstyrrelser. Kreativ udfoldelse ses ligeledes som et tema hos flere af deltagerne. Livstemaerne belyses ud fra primært tilknytningsteori, traumeteori og teorier om affekter og affektregulering.
De syv fortællinger indeholder beskrivelser af traumatiske forhold og vanskeligheder med tilknytning og relationer, som ses som centrale i forståelsen af skizofreni, og som understøtter dele af den eksisterende forskning på området. Fokus på subjektive oplevelser og livshistorie har betydning for både det enkelte menneskes aktuelle vanskeligheder og for opfattelsen af behandling. Det fremhæves her, at et helhedsorienteret og relationelt perspektiv er centralt.
Livstemabegrebet diskuteres i relation til projektet, hvor det påpeges, at begrebet repræsenterer en anden og supplerende tilgang til skizofreniforståelse end den sygdomsorienterede diagnostik.
Original languageDanish
Publication statusPublished - 2015

Bibliographical note

Karen Vibeke Mortensen, Principal supervisor
Lene Tanggaard Pedersen, Secondary supervisor

Cite this