Brugbarhedsevaluering af LyngsoeMobil - En applikation til hjemmeplejen

Janne Jul Jensen

Research output: Book/ReportReportCommunication

Abstract

Denne rapport indeholder resultaterne af en brugbarhedsevaluering af LyngsoeMobil, Lyngsoe System A/S’ applikation til hjemmeplejen. Evalueringen er gennemført i maj 2006. LyngsoeMobil er en elektronisk afløser til de eksisterende papirbaserede kørelister som anvendes i mange hjemmeplejer i dag. LyngsoeMobil understøtter de eksisterende arbejdsgange i de papirbaserede kørelister, foruden en del ekstra funktionalitet, såsom online adgang til en borgers journal, mulighed for at følge kollegers kørelister og adgang til større mængder af information som ellers kun har været tilgængelig ude hos borgeren selv eller på hovedkontoret. Systemet anvendes i dag både i den private og den offentlige sektor.
En brugbarhedsevaluering har til formål at identificere og klassificere brugbarhedsproblemer oplevet af et udsnit af brugere i en realistisk kontekst og under realistisk brug. Brugbarheds-evalueringer indeholder således ikke i sig selv løsninger, men angiver en række problemer. For at imødegå resultatet af denne brugbarhedsevaluering er det oplagt at foretage en eller flere af de følgende valg: 1) Redesigne dele af systemet, så problemet ikke opstår igen. 2) Indrette under-visningen i systemet, således at fokus er på problemområderne. 3) Udstyre systemet med indbygget hjælp og bedre feedback til brugeren. 4) Foruden den medfølgende brugermanual, udarbejde korte vejledninger til dele af systemet.
Brugbarhedsevalueringen er baseret på 15 sessioner af tænke-højt udført hos en borger. Alle sessioner er tilstræbt udført i en realistisk kontekst og med realistiske opgaver. Opgaverne bestod af 8 opgaver, alle indenfor de mest typiske opgaver en social- og sundhedshjælper kommer ud for i sin hverdag. Opgaverne er inddelt i opgaver som udføres henholdsvis før under og efter et besøg hos en borger. Efter testen blev deltagerne bedt om at udfylde et spørgeskema om demografisk profil og IT-erfaring.
Ud fra testen og spørgeskemaerne er der identificeret en række styrker og svagheder ved LyngsoeMobil. Følgende områder af LyngsoeMobil fungerer tilfredsstillende eller godt:

• Journal-delen, både hvad angår at skrive i den og at læse andres noter i den
• Mængden af information til rådighed for brugeren er tilpas
• Processen med at logge på systemet, vælge medarbejder og køreliste

De væsentligste problemer, som blev afdækket kan sammenfattes således:

• Menuen hvor der skiftes mellem tilstandene ”Uregistreret tid”, ”Transport” og ”Planlagt besøg i gang” skaber forståelses- såvel som udførelsesproblemer, idet tilstande er et ukendt begreb for brugerne.
• Manglen på feedback og fejlmeddelelser, og muligheden for upåagtet at foretage sig valg og ændringer uden bekræftelse besværliggør ellers udmærket fungerende dele af systemet.
• Navngivningen af knapper, skærmbilleder, opgaver etc. er flere steder uhensigtsmæssige, inkonsistente eller vildledende.

Evalueringen har resulteret i identificeringen af 105 brugbarhedsproblemer. Ud af disse var der 23 kritiske problemer, 18 alvorlige problemer og 64 kosmetiske problemer.
Original languageDanish
Place of PublicationAalborg
PublisherDepartment of Computer Science, Aalborg University
Number of pages35
Publication statusPublished - Oct 2006

Cite this