Digitalt engagement under DGI Landsstævne 2017: Indsigter og anbefalinger

Research output: Book/ReportReportResearch

304 Downloads (Pure)

Abstract

Rapporten Digitalt engagement under DGI Landsstævne 2017 præsenterer resultaterne fra en kortlægning af, hvordan brugere på det sociale medie Facebook engagerede sig med indhold relateret til DGI Landsstævnet 2017. Den digitale kortlægning kobles med observationer under L2017, der kvalificerer og perspektiverer de digitale indsigter. Formålet er at blive klogere på, hvorledes L2017 positionerer sig og skaber engagement på Facebook. En sådan viden om digitalt engagement og brugernes digitale færden under events kan bidrage til at udvikle og kvalificere udvikling af indhold digitalt og under de konkrete events og således styrke eksisterende og potentielle brugeres engagement såvel på
sociale medier som under fysiske events.
Kortlægningen er delt op i en foranalyse og fire analyser. Foranalysen undersøger Facebook-aktivitet under L2017 og det tidligere L2013 i Esbjerg og viser det forøgede omfang af aktivitet, indhold og interaktion. I foranalysen introduceres rapportens tre brugergrupper også. Analyse 1 viser mønstre i, hvorledes brugerne på siderne DGI L2017, Frivillige på L2017 og DGI Street involverer sig med det konkrete indhold på disse siders opslag, hvordan de overlapper på tværs af siderne og hvad der karakteriserer deres engagement. Dette giver et indblik i forskellige interessefællesskaber hos brugere, der er aktive på DGI’s egne sider.
Analyse 2 viser hvordan de tre DGI-brugergrupper engagerer sig under landsstævnet med indhold fra lokale Facebook-sider i Aalborg. Dette giver indsigter i brugernes relation til værtsbyen. Analyse 3 viser, hvordan DGI-brugerne i løbet af sommeren 2017 engagerer sig med indhold fra de store danske musikfestivaler. Dette giver indsigt i deres interesse for konkurrerende sommer-events. Endeligt ser analyse 4 på, i hvor høj grad Facebook-brugere, der har fulgt landsstævnet gennem DR’s dækning, senere viser interesse i Aalborg som by.
Analyserne tydeliggør, at der er stor forskel på, hvordan brugerne på de tre udvalgte sider engagerer sig med indhold på Facebook både når det gælder selve landsstævnet, men også når det gælder værtsbyen og festivalerne. Denne indsigt stemmer overens med observationerne under L2017, hvor det var tydeligt, at DGI-brugerne er positioneret på helt bestemte måder, geografisk og kulturelt. Koblingen af indsigterne fra den digitale analyse og observationer skaber en bedre forståelse for de forskellige grupper og danner et godt grundlag for at skræddersy differentieret indhold til forskellige grupper, eksempelvis DGI Street, der viste sig at være anderledes og mere perifært tilknyttet landsstævnet end andre grupper.
Rapporten bidrager til indsigter omkring, hvorledes L2017 engagerer deltagere og hvorledes DGI og værtsbyen kobles til brugerne gennem de sociale medier. Gennem de benyttede metoder kan det digitale engagement, som L2017 skaber, undersøges og synliggøres og således kan digitale kortlægninger benyttes som et strategisk redskab i videreudviklingen af landsstævner og andre DGI-begivenheder. For at kvalificere dette arbejde kommer rapporten med en række anbefalinger, der peger på, hvorledes DGI fremadrettet kan gentænke segmentering af deres brugere, hvorledes DGI kan styrke sit arbejde med at skabe og arbejde med digitalt data og herigennem hvordan DGI kan styrke digitalt engagement under landsstævnet til fordel for deltagere og værts-byen. Indsigter og anbefalinger præsenteres i det følgende med reference til de kort og tabeller, der senere i rapporten understøtter de relevante pointer.
Original languageDanish
Number of pages30
ISBN (Electronic)978-87-92305-34-3
Publication statusPublished - 15 Jan 2018

Cite this