Forretningshemmeligheder: Stærkere fremtidig beskyttelse

Artiklen analyserer den fremtidige direktivstyrede retstilstand, der vil indtræde, når EU’s udkast til et direktiv om beskyttelse af forretningshemmeligheder er gennemført i Danmark. Endvidere analyseres behovet for danske lovændringer, samt hvad den nye retstilstand vil betyde for virksomheden og dens konkurrenter, samarbejdspartnere og medarbejdere. Det direktiv, der vil blive bestemmende for den fremtidige retstilstand på området for beskyttelse af forretningshemmeligheder, må ifølge forfatternes analyse hilses velkomment. Følgende elementer er ifølge forfatternes analyse vigtige ved gennemførelsen i dansk ret: (A) Markedsføringslovens § 19: Det vil være nødvendigt at udvide dækningsområdet for markedsføringslovens (MfL) § 19 og/eller at supplere med særskilte regler, blandt andet for at sikre, at også personer og virksomheder uden tilknytning til virksomheden med forretningshemmeligheden ikke kun omfattes af forbud med ulovlig brug, men også omfattes af forbud mod ulovlig erhvervelse og videregivelse. (B) Retsplejeloven: Det vil være nødvendigt at supplere retsplejelovens (rpl.) med regler, der lever op til direktivets forskrifter om hemmeligholdelse under retssager. Dette gælder ikke så meget retspersonellets tavshedspligt, som det gælder offentlighedens indsigt i retssagens detaljer. Reglerne om dørlukning samt om aktindsigt i sammenfattende processkrifter, påstandsdokumenter, domme og kendelser må justeres. Der må indføres regler om offentliggørelse af en dom eller kendelse om krænkelse efter begæring fra den krænkede virksomhed og på den krænkende parts bekostning, og således at offentliggørelsen ikke i sig selv krænker forretningshemmeligheder. (C) Straffeloven: Der ses ifølge forfatterne ikke at være behov for justering af straffelovens (strfl.) regler om industrispionage i strfl. §§ 263, 264 eller 264 c under den fremtidige direktivstyrede retstilstand. Erstatningsretten: Der lægges med direktivets erstatningsregler op til en markedsmæssig vurdering af, hvad det skulle have kostet at udnytte forretningshemmeligheden lovligt, fx på licensvilkår, og det må antages, at der da ikke skal betales tidsbundne licensydelser, men foretages en tilbagediskontering og kapitalisering til en skønnet nutidsværdi, der herved udgør erstatningen. Denne ændrede retstilstand kan imidlertid ikke rummes inden for de retssædvaner, der i dag tegner billedet af retstilstanden på det erstatningsretlige område. En særskilt bestemmelse herom, fx i MfL, vil derfor være fornøden. Vi finder det som allerede nævnt ikke urimeligt, at man på denne måde – efter et skøn hos domstolene – svinger fokus fra et dokumenteret tab, der blot nulstiller den krænkede part, til en skønsmæssigt fastlagt besparelse hos den krænkende part, og lader dette udgøre erstatningen. Når beskyttelsen af forretningshemmeligheder bliver videregående under den fremtidige direktivstyrede retstilstand, vil der derfor enten skulle ske en udvidelse af anvendelsesområdet for MfL § 20, stk. 3, eller den vil i en særskilt lov om forret-ningshemmeligheder til implementering af direktivet skulle ske en indførelse af direktivets artikel 13, stk. 2, andet led, dvs., med et videregående anvendelsesområde, end hvad der i dag gælder efter MfL § 20, stk. 3. Midlertidige forbud/påbud: Endelig antager forfatterne, at det afsvækkede beviskrav (nemlig i form af et sandsynliggørelseskrav), der allerede gælder ved midlertidige forbudssager om intellektuel ejendomsret (patenter mv.), også kommer til at gælde for sager om midlertidige forbud og påbud vedrørende krænkelse af forretningshemmeligheder, og at den af lovgivningsmagten gennem flere reformer gentagne betragtning i relation til rpl. § 413 af det midlertidige forbud som det primære retsmiddel ved immaterialretlige krænkelser ligeledes vil blive videreført på midlertidige forbuds- og påbudssager om krænkelse af forretningshemmeligheder. - Ifølge forfatternes analyse ligger et af de væsentligste aspekter ved den danske gennemførelse af direktivet heri.