Artiklen fremstiller sandhedsbegrebet som et læringsideal, som erstatter absolutisme og relativisme med læring. Indledningen bestemmer en problemorienteret ramme, som teorien indgår i: Mennesket er aktør, der danner virkelighed i form af relationer til sin omverden. Sandhedsbegrebet er forudsætning for konstitueringen af mennesket som aktør. Herefter udvikles et begreb som proaktiv sandhed som en kombineret brug fænomenologisk sandhed, korrespondens og kohærens. I modsætning til proaktiv sandhed sættes derpå en pragmatisk sandhedsforståelse. Herigennem opstår begrebet om sandhedsdifferens, som lægges til grund for en løbende sandhedsbestemmende læringsproces. Artiklen slutter med en diskussion af performative problemer, hvorigennem udsagn kan påvirke deres egen sandhedsværdi.