Ledere af udviklingsprojekter må i stigende grad bruge tid
og kræfter på udadvendt ledelse. For udviklingsprojekter
skal gennemføres i komplekse og dynamiske omgivelser,
hvor formulerede strategier og handlingsplaner ikke entydigt
definerer mål og rammer for udviklingsprojekter. Projekterne
underkastes ændringer løbende, hvilket skaber
mere turbulente forhold i det enkelte projekt.
Et modsvar til denne tendens er, at projektledere spiller en
mere aktiv rolle i formning af udviklingsprojekter, herunder
at de bliver i stand til at formulere projektets nytteværdi og
at positionere det i en strategisk sammenhæng. I mange tilfælde
må aktørerne ændre deres opfattelse af klassisk målrettet
projektledelse. Et andet svar er at bringe projektlederne
ind i virksomhedens lederkredse på lige fod med dens
driftsledere.
Den øgede fokus på udadvendt ledelse vil kræve nye virkemidler,
kompetencer og adfærdsmønstre. En projektleder
skal kunne visualisere sit projekt og indgå i dialog med
mange interessenter i en kompleks, dynamisk og ofte uklar
verden. Det rejser en række udfordringer for uddannelse og
træning af projektledere.
Virksomheder har til enhver tid så mange fornyelses- og forbedringstiltag
i gang, at man kan tale om et mylder af interne
udviklingsprojekter (Mikkelsen, 2005). De har forskelligt
indhold og drives frem af et spektrum af aktører med forskellige
legitime formål. Figur 1 viser det billede, som tegner sig i mange virksomheder med få større udviklingstiltag,
som har topledelsens bevågenhed, mange, mindre forbedringstiltag
i dagligdagen udført af Kaizen-grupper og kvalitetsscirkler
- og en midtergruppe af enkeltstående udviklingsprojekter,
som er afdelingsskabte og konkurrerer om
ressourcer og opmærksomhed.
Udgivelsesdato: Februar