Projektdetaljer

Beskrivelse

De seneste årtier er psykologien kommet til at fylde mere i vores liv generelt og dermed også i unges liv. Som samfund vil vi gerne, at alle unge har gratis adgang til psykologhjælp, men det diskuteres også blandt forskere og andre, om psykologiens indadrettede blik fylder for meget, om det er med til at forværre de unges mistrivsel og øge antallet af unge, som risikerer at blive ramt af nye former for udsathed. Der er altså tale om et tveægget sværd – bidrager psykologien med løsninger til et problem, den selv er med til at skabe? Diskussionen trækker på teorier og holdninger men forsvindende lidt på viden fra de unge selv. Dette studie har derfor til formål at undersøge denne ’psykologisering’ af ungdomslivet fra de unges perspektiv. Hvordan forholder unge 16-20 årige på ungdomsuddannelserne sig til psykologiseringen i form af eksempelvis gentagne trivselsundersøgelser, diagnoseord i hverdagssproget og online screeningstests for psykiatriske diagnoser? Hvordan bruger de selv psykologisk sprog og redskaber – online såvel som offline - i deres forsøg på at forstå sig selv og andre, og hvordan påvirker det unge, som er sårbare for nye former for udsathed? Dette vil vi undersøge i et kvalitativt studie, hvor vi med en palet af metoder sammen med de unge vil blive klogere på dette fænomen, som vi kan se har stor betydning i nogle unges liv, men hvor vi ikke ved særlig meget om, hvordan og med hvilke konsekvenser, især for de unge som kan være potentielt udsatte.
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato01/05/202430/10/2027