I 1998 forbød den filippinske regering landets borgere at rejse til Europa som au pairer efter flere historier om misbrug, diskrimination og prostitution. Alligevel rejser de unge kvinder, og de ved, hvad der skal til. De betaler et beløb, der svarer til mellem 1.300 og 2.600 kroner, i bestikkelse til emigrationen. Helle Stenum, migrationsforsker og ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet, har for nylig lavet en større undersøgelse om de filippinske kvinder i Danmark, og hun bekræfter, at bestikkelse er en del af spillet.
- Alle de filippinske kvinder, der rejser ud af Filippinerne for at blive au pairer i Europa, har betalt bestikkelse, ellers kommer de ikke ud. Det er en af grundene til, at mange har en stor gæld, de betaler af på, siger hun.
(Jeanette Ringkøbing og Peter Schøler)