Den lønkommission, som flere politikere gav tilsagn til under den otte uger lange konflikt, bliver muligvis ikke til noget. Dens varmeste fortalere hos både Dansk Folkeparti, Venstre og konservative, vil ikke aktivere det alternative flertal for en kommission uden om regeringen og kaster bolden videre til hhv. regeringen og fagbevægelsen. 'Det må jo være en samlet fagbevægelse, som beder Christiansborg om noget. Og den kan jeg ikke lytte mig til', udtaler Venstres finansordfører Peter Christensen. Men også hos fagbevægelsen er der delte opfattelser af, hvad den nye kommission skal indebære. Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, understreger vigtigheden af, at en lønkommission på andre lønforskelle end dem mellem mænd og kvinder, mens fokus hos Dansk Sygeplejeråd stadig ligger på ligeløn. 'Jeg vil helst kalde det en ligelønskommission, men kan vi få skrevet ind i kommissoriet, at den skal undersøge ligeløn, så lever vi med det', udtaler Sundhedskartellets formand, Connie Kruckow. FOA's formand finder det manglende fokus kritisabelt og udtaler: 'Jeg er overrasket over, at FTF og sygeplejerskerne falder fra nu, hvor vi har sat en dagsorden om ligeløn. Vi skal holde fast. Af historiske årsager er kvindefagene blevet placeret lavt ind i 1960'erne. Den problematik skal ikke syltes i noget, der minder om en PET-kommission, som aflægger rapport om ti år'. Måske bliver LO fællesnævneren for de forskellige grupper med en række mere forsigtige udmeldinger om behovet for at løfte de store lavtlønnede kvindegrupper i den private og offentlige sektor. Arbejdsmarkedsforsker ved AAU, professor Henning Jørgensen, mener imidlertid stadig, at S og DF vil være tvunget til at nedsætte en kommission. 'De lovede penge i valgkampen og luskede ud af løfterne. Regeringen er til gengæld ikke interesseret, hvad enten det hedder en ligelønskommission eller lønkommission, så lugter det af penge. Derfor forsøger det at få de offentlige lønmodtagergrupper til at rive hovedet af hinanden, så regeringen kan sige, at de gerne ville, men at det ikke kunne lade sig gøre', udtaler han.