Der mangler højtuddannede it-folk på det danske arbejdsmarked, og derfor vil 12 uddannelsessteder samarbejde om at få flere it-studerende. Blandt de 12 er Handelshøjskolen i Århus, Datalogisk Institut på Aalborg Universitet og IT-Universitetet i København. De vil søsætte en række initiativer, der skal give unge lyst til at tage en it-uddannelse. Især kvinderne er i fokus, for flere kvinder på uddannelserne vil give et bedre og mere afbalanceret arbejdsmiljø, og det er tåbeligt, at halvdelen af rekrutteringsgrundlaget mangler, siger Karen Falkenberg Lund, projektmedarbejder ved Datalogisk Institut ved Aarhus Universitet.