Gadens parlement: Trafik. Vi er blevet frie, men også rasende. For man kan jo for helvede ikke komme frem for alle de andre frie idioter. Danske trafikanter er de mest civilt ulydige.

Beskrivelse

Tesen om danskernes civile ulydighed i trafikken har for nylig fået ny næring i et speciale om trafikkultur ved sociolog Anette Jerup Jørgensen . Hun har specielt interesseret sig for, hvorvidt det er den sociale orden og fællesskabets normer, der er styrende i trafikken, eller om der er tale om en særlig kultur, hvor egoismen får lov at trives. Konkret har hun taget udgangspunkt i en mindre spørgeskemaundersøgelse med 200 bilister fra Nordjylland samt to fokusgruppeinterviews med bilister og en gruppe kørelærere. Hun har villet høre deres mening om andres kørsel i konkrete filmede episoder, samt høre hvilke grænser de selv har i trafikken.

De adspurgte mener generelt, at de fleste mennesker kører stille og roligt størstedelen af tiden, bortset fra nogle få af typen: Johnny-Brian eller forretningsmanden i BMW. Og dog erkender de fleste samtidig, at de selv en gang imellem - når de er presset på tiden og skal hente børn, købe ind - overskrider grænserne for, hvad man må til gene for flertallet og sikkerheden. Såsom at køre for stærkt eller speede op lige før et lyskryds og køre over for gult, så venstresvingende tvinges ud i at køre over for rødt.

Til forhandling

Et gennemgående træk er, at man som bilist har det med at forhandle og argumentere med sig selv om, hvad der er rigtigt og forkert i konkrete situationer. For eksempel når to kørebaner indsnævres til én lidt længere fremme. Her fletter de fleste ind i god tid og holder i kø, mens de få, som kører frem og forsøger at flette ind længere fremme i køen, kan opleve, at de har svært ved at komme ind. Især de mandlige bilister kan finde på at ignorere den pågældende eller stirre vredt på ham, mens de fortsat kører fremad - til trods for helt klare færdselsregler om at flette ind og give plads. Kvinder har i højere grad en tendens til at lukke bilisten ind, selvom de mener, at bilisten burde være blevet i køen.

Her kan man nærmest tale om, at det er kollektivet, en slags gadens parlament, der skærer igennem, lader hånt om færdselsloven og straffer den, der vover at føre sig frem, fordi man moralsk set ikke skal prøve på at komme hurtigere frem på bekostning af andres bevægelighed, lyder Anette Jerup Jørgensens udlægning.

En af de adspurgte i hendes fokusgrupper forklarer, hvorfor han ikke selv ville gøre det:

» ... man vil ligne en total spasser, når man kommer op for enden og blinker ind der. De andre vil bare køre forbi dig, for du kan ikke... vi vil ikke give dig plads til at komme ind her, for du kan bare lade være med at køre ud der. Du var i en kø!«

En anden argumenterer med, at det handler meget om stil:

»Det kommer lidt an på, om folk spørger pænt, så er man også høflig og hjælper dem. Hvis der holder en, og man kan se, han har svært ved at komme ud, så holder folk jo tilbage. Men hvis det er sådan en, der forsøger at tage selv, så bliver der lukket, så skal folk nok sørge for, at han ikke får lov til det.«

Så er der nødsporet - det er ganske enkelt ikke socialt acceptabelt at benytte sig af det, fastslår de adspurgte, ambulancer og udrykningskøretøjer skal kunne komme frem. Og så alligevel. Hvis der nu kun er ganske kort til afkørslen, og man ved, at vejen ikke er blokeret på grund af et færdselsuheld, men af kraftigt snefald, så er det i orden - en enkelt indrømmede at have gjort det og fik de andres accept. Så længe man ikke er til gene for andre, vil man gerne lufte et vist frisind som privatbilist. Også det at køre for tæt på kan i særlige tilfælde begrundes - for eksempel med at bilisten foran kørte ualmindelig langsomt og så ude i overhalingsbanen - hun skulle da trække ud til højre.

»Der bliver i høj grad tale om en individuel og kollektiv forhandling, hvor bilisterne fra situation til situation vurderer, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt. Altså en kritisk stillingtagen til regler. Det er helt klart udtryk for individualiseringen.«

En illusion

De to unge trafikforskere ser en nøje sammenhæng mellem frustrationerne på vejene og den individualisme, som privatbilismen symboliserer og frister med. For vi kan jo ikke alle sammen myldre ud på vejene og bare være derude alene og frie - det giver trængsel og lange køer, og alle de andre har jo krav på at være mindst lige så frie:

»Folk oplever sig selv som isoleret og alene, når de sidder i bilen, de anerkender ikke kollektivet som et vilkår for at være ude i trafikken,« siger Sabrina Speiermann.

Anette Jerup Jørgensen mener, at når bilister bliver irriteret over kødannelser i trafikken, så hænger det sammen med, at der er en forventning om, at vi hver især kan opnå fri bevægelighed. Men den frie bevægelighed er i virkeligheden en illusion, fordi alle de andre også vælger bilen for at blive fri for fællesskabet. Trafik er i bund og grund en social praksis - det kan bare være svært for nogle bilister at forstå, når de suser rundt for sig selv, siger hun og tilføjer:

»Det blev tydeligt i et af mine fokusgruppeinterviews, hvor en ung mand forklarede, at han aldrig kørte råddent, når han havde nogle med i bilen, men at han godt kunne finde på det, når han var alene i bilen.«

Anette Jerup Jørgensen er netop ansat på Rådet for Større Færdselssikkerhed for at indlede et større projekt om danskernes trafikkultur.