Kommunernes Landsforening (KL) overvejer en lockout af FOA's medlemmer. Formand for KL, Erik Fabrin (V), siger, at det på et tidspunkt ikke længere vil være rimeligt, at strejken rammer bestemte kommuner. Derfor vil han på et bestyrelsesmøde diskutere en lockout, og tilføjer, at der er tale om en klassisk arbejdskonflikt. Formand for FOA, Dennis Kristensen, kalder tiltaget 'usympatisk og tøset', og fortsætter, at kommunerne dermed beder regeringen om et indgreb, hvilket ikke afvises af Erik Fabrin. Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, betegner det som en alvorlig optrapning af konflikten. Han begrunder det med, at vores samfund bygger på, at bestemte opgaver indenfor pleje og omsorg bliver udført. Dertil kommer det, at FOA's strejkekasse vil blive tømt hurtigere.