Krimier: orden eller uro

Beskrivelse

Krimien er blevet genren, der sætter aktuelle problemer til debat og står for samfundskritikken. Men hvor dybt stikker det egentlig? Og kan danskerne følge med de norske og svenske kolleger?

Der er noget, der tyder på, at det er læservenligt at lave samfundsdebatterende romaner. Det er ikke den eneste grund til krimiernes succes, men det er et af de elementer, der har betydning, siger Kim Toft Hansen, der er ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet og tilknyttet en projektgruppe, der forsker i den skandinaviske krimi.

Kim Toft Hansen mener, at der er masser af de nye krimier, som bedre kan karakteriseres som samfundsbeskrivende end samfundskritiske. Men der er også eksempler på det modsatte.

- Et af de steder, hvor man ser det tydeligst, er hos Arne Dahl. Han gør det, at han lader bøgerne foregå et år før nutiden. Hvis han skriver i 2003, lader han bogen foregå i 2002, og det giver ham mulighed for at tage stilling til aktuelle emner. Bogen Vældige vande slutter for eksempel med, at hovedpersonerne ser tvillingetårnene styrte i grus, og det giver ham mulighed for at kritisere nogle af vinklerne på begivenheden, siger Kim Toft Hansen.

Han peger desuden på svenske Henning Mankell og norske Gunnar Staalesen som eksempler på forfattere, der vil mere end blot skildre, hvad der sker i verden omkring os. Foruden at have æren for at have grundlagt den såkaldte socionomiskole inden for kriminalgenren, der kigger på samfundet med socialrådgiverens øjne, beskæftiger Staalesen sig også med filosofiske problemstillinger.

Men hvad med danske samfundsrevsere? Henning Mortensen fremhæves af Kim Toft Hansen, selvom hans bøger ikke kaldes krimier, men romaner af forlaget. Men ellers melder de danske krimiforfattere sig ikke i samme grad som de norske og svenske. For generelt er de danske krimier mere beskrivende end egentlig kritiske. En tendens, som Kim Toft Hansen også ser på tv.

- En serie som Livvagterne er et godt eksempel på det. En svensk serie om Säpo (Sikkerhedspolitiet; red.) ville være meget kritisk, men i Livvagterne er PET dem, der sørger for, at ordenen bliver genoprettet.

Men hvad er det så, der gør, at de danske krimier ikke i samme grad svinger pisken over samfundet?

- Det er svært at svare på, hvorfor det er sådan. Jeg var på et tidspunkt til en konference, hvor en svensker blev spurgt om det samme. Hans svar var: I Danmark kaster I maling på statsministeren, i Sverige skyder vi ham. Arne Dahl ville nok tilskrive Anden Verdenskrig en vis rolle. Den svenske neutralitet betød, at der blev gemt ting væk. Man havde for eksempel et svensk institut for racebiologi helt op i 50'erne. Måske ligger der under idyllen det, som Henning Mankell i Inden Frosten kalder en svensk uro, som ikke lader sig geninstallere i Danmark, siger Kim Toft Hansen.

- Der er en klassisk skelnen mellem to typer af kriminalromaner. Der er den konservative, som for eksempel Agatha Christies, hvor der sker en forstyrrelse af harmonien, som skal genoprettes, ved at forbrydelsen bliver opklaret, forklarer Kim Toft Hansen.

- I den anden type er forbrydelse en kilde til diskussion af, hvorfor den kriminelle handling opstår, og hvad konsekvenserne er af den. En kriminel handling forandrer samfundet, og vi er nødt til at forandre os med den.

Og hvor lander den moderne skandinaviske velfærdskrimi så henne?

- Der er en tendens til, at mange af de kønspolitiske krimier - eller femikrimierne, som nogle kalder dem - rammer ned i den gruppe. Der skal være et samfund, hvor der er orden i tingene. Arne Dahls forfatterskab er et eksempel på den anden, siger Kim Toft Hansen.

Emneord: Krimifiktion, Samfundskritik

Emne

Krimiens samfundskritik