Det, der foregår i flere landsbyer landet over for tiden som følge af kommunalreformen, er et rent skræk-scenarium, siger Trine Testmann, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af landsbysamfund, der dækker over 500 landsbyer. Hun siger, at landsbyerne er røget så langt ned på prioriteringslisten, at man skal kæmpe for skolebusser og madudbringning til de ældre. Hun fortæller videre, at foreningen i den senere tid har modtaget mange henvendelser fra borgere, der vil organisere sig for at trænge igennem hos de nye storkommuner. Udviklingen er forudsigelig, siger Jørgen Møller, lektor ved AAU og ekspert i landsbyudvikling. Politikerne i storkommuner går efter, hvor der er flest stemmer at hente, siger han. Han forudser, at bl.a. landdistrikternes folkeskoler står for skud ved fremtidige reformer.