I samarbejde med Aalborg Universitet har kulturministeren nedsat et udvalg, der skal udpege danske kvinder, som fortjener at blive hyldet med et kunstværk i det offentlige rum. Udvalget, der består af museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, forfatter og journalist Sara Alfort og arkitekt og tegnestuedirektør Søren Leth, har til opgave at foreslå konkrete steder, kunstværker af centrale kvinder i danmarkshistorien kunne rejse. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse. Udvalgets medlemmer består af eksperter inden for kunst, historie og byplanlægning, og sekretariatsbetjeningen varetages af Poul Duedahl, professor i historie på Aalborg Universitet. Undervejs vil det være muligt for danskerne at indsende forslag på kvinder, der mangler at blive hyldet i deres lokalområde hen over foråret. Danskernes input vil indgå i udvalgets afrapportering.