De danske universiteter gør meget for at markere sig i internationale målinger, men listerne er useriøse, mener eksperter. I stedet bør der laves en nordisk eller europæisk pendant til ranglisterne. En af listerne giver point alt efter hvor mange Nobelprisvindere, universitetet har eller har haft ansat, og da listen går helt tilbage til 1910, er nyere universiteter som f.eks. Aalborg Universitet som udgangspunkt dårligere stillet. Eksperter mener, at der i Norden er behov for målemetoder og ranglister, som bygger på de indikatorer, som vi mener er vigtige. Det eksisterende nordiske samarbejde om statistikker bør derfor udvides.