Flere og flere kommuner engagerer sig med konsulentfirmaer på socialkontorerne i et forsøg på at få nedbragt udgifterne til sygedagpenge. Udviklingen kan dog have alvorlige konsekvenser. Det mener lektor og leder af Institut for Sociale Forhold og Organisation ved Aalborg Universitet, Hanne Kathrine Krogstrup. Hun kalder udviklingen for en 'McDonalisering' med henvisning til den amerikanske burgerkæde, hvor kontrol og overvågning er centrale begreber. Den nye tendens på socialkontorerne går ud over tidligere centrale værdier, hvor der især blev lagt vægt på det faglige sociale arbejde.